Solsikkesnoren – et tegn om mere nænsomhed

Solsikker har i årevis prydet Mere Nænsomheds hjemmeside, og nu bruges smukke blomst til noget endnu bedre, nemlig som et tegn til at man skal give tid og plads. Kort sagt, være mere nænsom. Solsikkesnoren er et tegn på usynligt handicap, ligesom blindearmbåndets tre sorte prikker på gul baggrund, er et tegn til seende om at tage højde for at blindearmbåndsbæreren ikke kan se. 

Brugen af solsikkesnoren er aldeles frivillig, og det kan jo tages af og på som man synes. Snoren kan påklipses skilte, der fortæller kort om handicappet. Fx at man let forvirres af mange mennesker, eller at man godt kan forstå tale, men ikke selv snakke.

Movia har i skrivende stund, marts 2022, reklamer i busserne om det fine koncept. Københavns lufthavn udleverer solsikkesnore gratis, men de kan også købes gennem fx Hjerneskadeforeningen.

Ligesom der langsomt, meget langsomt, bliver bedre forhold for kørestolsbrugere, demente og blinde, så hilser jeg det gode initiativ velkommen. Jeg er forvisset om at kendskabet til og brugen af solsikkesnoren vil gøre manges hverdag lettere: Mindre angst, mindre irritation, mere overbærenhed, flere oplevelser. 

Og måske tilmed færre overfald? I Danmark er statistikkerne ikke så finkornede, men i USA har man længe kunnet måle tre gange så mange overfald på mentalt handicappede end på fysisk handicappede…  Måske kunne nogle af disse ulykkelige situationer være undgået med en solsikkesnor?

NÆNSOMHEDSHELTINDE

Min mor. Hun skal have evig tak for at have gennemelsket mig og passet og plejet mig gennem min barndom, men grunden til at jeg nævner hende som et sandt forbillede for kærlighed, overbærenhed og nænsomhed, er hendes sidste tid. 

Hun blev syg og alkoholdement som nogle-og-tresårig og kom på plejehjem. Hvor hun vitterligt blomstrede op. Hun grinede og sang med på sine yndlingssange, ja hun flirtede endda så kraftigt med én af de mandlige beboere at hun hoppede op i hans seng – uden at han kunne huske om han havde sagt ja, nej eller hvem han selv var….

Det var nok tilfældigt at min mor sad fast et godt sted i Lala-land, men jeg bilder mig ind at det også bunder i at hun var et gennemført kærligt menneske. At hendes kærlige og nænsomme tilgang var så dybt rodfæstet, at den ikke forsvandt, selvom alt andet gjorde. Hun var tryg og medgørlig overfor alt personalet og hun bebrejdede mig aldrig at jeg ikke kom oftere på besøg, men gav mig tværtimod skyldsforladelse og velsignelser. Velsignelserne i form af kys på panden gav hun også min nære veninde – min mor kunne ikke meget, men sprede kærlighed, dét kunne hun. Nænsom til det sidste, således som man kun kan håbe man selv ender.

Første, eneste og sidste selfie med min mor.


TILGIVELSE TILBLIVELSE

Tilgivelse tilblivelse af Spyo. Foto: Sakena Ribena

Tilgivelse tilblivelse. En af de smukkeste stykker graffiti nogensinde. Lavet af Spyo.

Tilgivelse som en ny start og mulighed for vækst. Tilgivelse af sig selv, af andre, det er mere nænsomhed.