Peter Boghossian & James Lindsay: How to have impossible conversations – a very practical guide, LifeLong Books, Hachette Book Group 2019
Af Nina Søndergaard
Ti ud af ti hjerter ♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥
Verden har brug for mere nænsomhed, og mens vi venter på at kunne komme til at kramme, kan vi måske snakke sammen? Og måske endda tale endnu bedre sammen, lære noget af hinanden og komme hinanden nærmere, i stedet for at komme op at skændes og fjerne os fra hinanden.
Målet for de to forfattere er både at kunne tale meningsfuldt med folk, man er meget uenig med, men også at omvende eller i det mindste så tvivl hos sin samtalepartner – og sig selv. Gode samtaler er, i følge Boghossian og Lindsay, baseret på syv grundsten:
- Mål
Hvorfor har du denne samtale? - Venskab
Vær venner, ikke fjender. - Forbindelse
Udvikl og fasthold en god forbindelse. - Lyt
Lyt mere, tal mindre. - Dræb budbringeren
Hold din sandhed tilbage. - Intentioner
Folk har bedre intentioner end du tror. - Stop
Undlad at gøre din samtalepartner ubehageligt til mode.
De syv bud bliver forklaret og udvidet med virkeligt gode vendinger og forslag til at undgå at en samtale bliver til et skænderi.
Punkt fem, Dræb budbringeren, kræver lidt flere ord. Det de mener, er at det gavner en samtale hvis man lytter til den anden, fremfor at buldre frem med sin egen sandhed, den RIGTIGE mening. Faktisk er det bedst at undlade fakta, der ofte bare føles som belæring eller måske ligefrem som et angreb. Vi har alle en masse meninger, der overhovedet ikke er baseret på fakta, men følelser, arv eller moralsk identitet og der hjælper alverdens tal og fakta ikke. Lyt, lyt, lyt, spørg (venligt og undersøgende) til hvad du ikke forstår og vent med at buse ud med dit syn på sagen. – I det hele taget er tid en væsentlig faktor. Gode samtaler tager tid og kan ikke hastes igennem på fem minutter, og det tager tid at fordøje samtaler og input, måske endda tvivl, vrede og ubehag.
I forlængelse heraf vil jeg fremhæve et af de andre, meget nyttige fif, nemlig at prøve at spørge ind til hvordan folk kom til at mene hvad de mener. Her er det ikke så vigtigt i første omgang om folk har ret eller ej, men hvordan de kom til at synes at de har ret. De kalder det gadeepistemologi.
Det var nogle af rådene. Bogen bygger op og giver mere og mere avancerede tricks, fx hvordan man stryger ordet “men” fra sit ordforråd eller taler flere moralske sprog. Her skal kort ridses op at der vist findes seks moralske søjler:
Omsorg/skade
Rimelighed/snyd
Loyalitet/forræderi
Autoritet/underkastelse
Hellighed/fornedrelse
Frihed/undertrykkelse
Disse moralske grundfølelser findes i os alle, men forskellige partier ‘udnytter’ forskellige søjler. Konservative anerkender alle søjler, men venstreorienterede stort set kun fokuserer på omsorg-skade. Det er værd at huske på, at vi alle ønsker det bedste og at bestræber os på at være gode, men at godheden og det rette ser anderledes alt efter politisk ståsted.
Og forskellige politiske eller religiøse opfattelser har egentlig forbløffende lidt at sige i venskaber, og venner, viden, mere forståelse og nænsomhed er sundt og godt for os alle, på alle niveauer.
Alt dette er ikke bare noget de to forfattere, en filosof og matematiker, finder på. De trækker på viden fra psykologer og politifolk med speciale i gidseltagningssituationer, og de har selv arbejdet både i universitetsregi med dette (og kritisk tænkning) og i fængsler. Den viden bliver fremlagt på en meget let og ligefrem måde, med helt konkrete råd. Fx sig ikke ‘nu bliver du vist sur’ (for så bliver man det og jævnbyrdigheden forsvinder, når du bliver “forælder”), men hellere ‘det er frustrerende’ og se om I skal tage en pause fra snakken.
Og med disse ord om pauser vil jeg afslutte anmeldelsen med opfordringen til at læse bogen og lytte til din samtalepartner. Hør godt efter.
