Sig den tredje ting, der falder dig ind, det var rådet fra en mand, der var gift på 48. år. Han sagde til sin søn, der var gift på 6. år:
Hvis du siger det første der falder dig ind, så bliver du skilt.
Siger du den anden ting, så sover du på sofaen.
Tredje ting: Lykkeligt til deres dages ende.
Det lyder så sødt, sandt og nænsomt, at jeg gladeligt videregiver rådet uden selv at have fejret så meget som et sølvbryllup. Det er en god udgave af tæl-til-ti, tænke-tie-tale, hvis ikke du har noget pænt at sige, så skal du ikke sige det. Tredje tanke må du gerne lufte, de to første bør blive inde i kraniekassens mørke.
Solsikker har i årevis prydet Mere Nænsomheds hjemmeside, og nu bruges smukke blomst til noget endnu bedre, nemlig som et tegn til at man skal give tid og plads. Kort sagt, være mere nænsom.Solsikkesnoren er et tegn på usynligt handicap, ligesom blindearmbåndets tre sorte prikker på gul baggrund, er et tegn til seende om at tage højde for at blindearmbåndsbæreren ikke kan se.
Brugen af solsikkesnoren er aldeles frivillig, og det kan jo tages af og på som man synes. Snoren kan påklipses skilte, der fortæller kort om handicappet. Fx at man let forvirres af mange mennesker, eller at man godt kan forstå tale, men ikke selv snakke.
Movia har i skrivende stund, marts 2022, reklamer i busserne om det fine koncept. Københavns lufthavn udleverer solsikkesnore gratis, men de kan også købes gennem fx Hjerneskadeforeningen.
Ligesom der langsomt, meget langsomt, bliver bedre forhold for kørestolsbrugere, demente og blinde, så hilser jeg det gode initiativ velkommen. Jeg er forvisset om at kendskabet til og brugen af solsikkesnoren vil gøre manges hverdag lettere: Mindre angst, mindre irritation, mere overbærenhed, flere oplevelser.
Og måske tilmed færre overfald? I Danmark er statistikkerne ikke så finkornede, men i USA har man længe kunnet måle tre gange så mange overfald på mentalt handicappede end på fysisk handicappede… Måske kunne nogle af disse ulykkelige situationer være undgået med en solsikkesnor?
Nænsomme, kærlige og opmuntrende passwords. Da min veninde led af knust hjerte, kom hun på den geniale, og muligvis livsreddende, idé at udskifte sine kodeord til gode mantraer: Detskalnokgå123, 123Livetersmukt, Jegersmukogværdatelske456
Sådan kan man komme til at minde sig selv om rare, blide ord, der er værd at huske på, også selvom det er svære tider.
Komplimenter, søde ord og gode minder. Min søster gav mig verdens dejligste pakkekalender: I 24 små kuverter var der dejlige sætninger om mig, så jeg hver dag i december kunne lukke op for en lille, helt vidunderlig dosis kærlighed. Det er en evighedskalender og kan altid bruges, uanset år(stid).
“din kærlighed til københavn/går lige lukt i min favn/og giver mig lyst til at blive” Smukke ord skrevet af Anjamation, følg hende på Flickr.
Min søster er et kreativt menneske med en skrivemaskine og en masse forskelligt papir, så kalenderen er også en fornøjelse for både syns- og følesansen. Dét er luksusmodellen! Mere skrabede udgaver kan sandelig også gøre det.
Udenfor julesæsonen kan en beholder med støttende, søde sætninger også bruges som de sundeste, bedste guldkorn. En udgave er at skrive alskens taksigelser, kærlighedserklæringer og komplimenter til personen i et dokument (dobbelt linjeafstand), printe ud, klippe sætningerne ud, rulle dem sammen som lodsedler i en tombola, putte ned i et syltetøjsglas. Hvert lod er et vinderlod og det er en gave, der vitterligt bliver ved med at give.
“Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity.”
Forklar aldrig noget med ondskab hvis det kan forklares med dårskab.
Det bonmot er kommet til at hedde Hanlons ragekniv, i stil med det filosofiske koncept Occams ragekniv (at den simpleste forklaring som regel er den sande). Uanset om det vitterligt var en Hanlon der kom først, bør den ragekniv deles gratis ud til alle: Langt de fleste fejl bunder i uvidenhed snarere end ubarmhjertighed.
Jesus sagde det, mens han var ved at blive korsfæstet: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« (Lukas 23, 34). Det er god, nænsom stil at være overbærende mens man er ved at blive henrettet af klodsede, dumme mennesker, men lidt overbærenhed i hverdagen kan også gøre det….
To indbyggede bias gør det desværre meget nemt for os at antage, at alle fejl og fornærmende ord og handlinger skyldes bevidste ønsker om at skade os.
Bias: Spotlighteffekten. Man tror at alle andre lægger lige så meget mærke til én, som man selv gør – men alle andre har også et indbildt spotlys på dem selv og et overdrevent syn på hvor betydningsfulde de er. Slap af. Om hundrede år er alting glemt.
Bias. Tilskrivelse på forkert grundlag. JEG har bare en dårlig dag og laver fejl pga søvnmangel, men alle ANDRES fejl er fordi de er onde. – Eller bare dumme, dårlige til at formulere sig, trætte eller mangler viden. Det er værd at være venlig og overbærende overfor andre, ligesom man selv har lov at håbe på at blive mødt med sympati og syndsforladelse over for éns svipsere og smuttere.
Min mor. Hun skal have evig tak for at have gennemelsket mig og passet og plejet mig gennem min barndom, men grunden til at jeg nævner hende som et sandt forbillede for kærlighed, overbærenhed og nænsomhed, er hendes sidste tid.
Hun blev syg og alkoholdement som nogle-og-tresårig og kom på plejehjem. Hvor hun vitterligt blomstrede op. Hun grinede og sang med på sine yndlingssange, ja hun flirtede endda så kraftigt med én af de mandlige beboere at hun hoppede op i hans seng – uden at han kunne huske om han havde sagt ja, nej eller hvem han selv var….
Det var nok tilfældigt at min mor sad fast et godt sted i Lala-land, men jeg bilder mig ind at det også bunder i at hun var et gennemført kærligt menneske. At hendes kærlige og nænsomme tilgang var så dybt rodfæstet, at den ikke forsvandt, selvom alt andet gjorde. Hun var tryg og medgørlig overfor alt personalet og hun bebrejdede mig aldrig at jeg ikke kom oftere på besøg, men gav mig tværtimod skyldsforladelse og velsignelser. Velsignelserne i form af kys på panden gav hun også min nære veninde – min mor kunne ikke meget, men sprede kærlighed, dét kunne hun. Nænsom til det sidste, således som man kun kan håbe man selv ender.
En af skattene fra poppsykologien er konceptet kærlighedssprog og at finde ud af hvilket kærlighedssprog man taler. Der fem af dem: Anerkendende ord, tid, gaver, tjenester, berøring. De fleste af os udtrykker størstedelen af vores kærlighed og hengivenhed på ét af disse sprog, og vi opfatter let og umiddelbart kærlighed og hengivenhed på det samme sprog. Det kan give anledning til de frygteligste misforståelser, når man ikke ser at den anden elsker lige så meget, men på et andet kærlighedssprog.
Man kan fx udtrykke sin kærlighed ved at give gaver. Så kan det være utroligt sårende at éns partner ikke giver nok gaver. Tilgengæld kan partneren kramme, ae og massere én på livet løs – hvilket kan føles som irriterende forstyrrelser af éns fred og intimsfære. Med andre ord en dårlig spiral, der kan måske vendes ved at indse at begge elsker på hver deres kærlighedssprog.
Det kan identificeres ved at tænke over hvilket kærlighedssprog man selv har, og om det er et andet end sin partners.
I amerikanske film hører man ofte “I love you” som en del af afskedshilsnerne, om det er i telefon eller en mor der sender sit barn i skole. Det har mange danskere set som endnu et bevis på amerikanernes overfladiskhed og en udvanding af alt hvad der er sandt og vigtigt her i livet. Måske, men efterhånden har jeg taget skikken til mig og siger, for danske standarder, umanerlig tit “jeg elsker dig”.
Kærlighed er, for mig at se, én af de få ting man ikke kan overdosere. Personligt har jeg aldrig tænkt “puha, der fik jeg godt nok for meget kærlighed”, og forestiller mig at andre har det nogenlunde lige sådan. Det er dejligt at vide at man er elsket, og det er godt at give andre den viden. Det er godt i sig selv, punktum.
Men det er også en gave til de efterladte når døden rammer. (Måske er det derfor amerikanerne siger det så tit? I 2017 døde 39.773 amerikanere af skud (25 danskere blev skuddræbte i det år), mere end 45.000 begik selvmord og næsten 170.000 ved ulykker). Det var med til at lette min bekendtes sorg at genlæse sin brors kærlige mails og sms’er, efter han døde pludseligt. Historien var både trist og god, og var med til at fjerne de sidste rester af undseelse og tilbageholdenhed overfor at afgive kærlighedserklæringer og sige søde ting når jeg end husker det, uanset om det er klodset, kikset og endda akavet – det er ikke gode grunde til at holde tæt om kærlighed, der er født til flyde frit.
Min mor var en ivrig amatørfotograf. Hun var vokset op på Grønland og én af de helt store vinderting ved Danmark var alt det grønne. Hun var dybt fascineret af planter, bladformer, bark og de mange farver selv danske planter kan fremvise. Mange af hendes billeder er af buketter og træer, close-ups af blade og blomster.
Jeg har nu fået mere forståelse for hendes inderlige, uvisnelige glæde ved planter og har derfor strøet hendes billeder ud over bloggen. Det er som udgangspunkt hendes fotos, medmindre andet er angivet.. For mig er der to moraler at uddrage fra billederne.
Dels klassikeren med at standse op og lugte til blomsterne. At der vitterligt er en overdådighed af smukt liv lige foran næsen på én. Dels at forevige sine gaver. Når jeg ser på alle hendes billeder af buketter (og dette er blot et lillebitte uddrag), ser jeg også en elsket kvinde, der værdsatte og huskede den kærlighed der kom til hende i form af blomster.
