Samtalens fire maksimer

Den gode samtale overholder fire regler, kaldet maksimer:

  1. Kvalitetsmaksimet – vi forventer sandheden, når vi taler sammen
  2. Kvantitetsmaksimet – vi forventer at få nye, friske oplysninger, og i en passende mængde, så vi ikke føler os overvældede
  3. Beretningsmaksimet – vi forventer relevans og logisk flow
  4. Høflighedsmaksimet – vi forventer at taleren gør det kort, net og utvetydigt.
 To danske jødiske mænd i samtale. Padborg Station. Fra Frihedsmuseets fotoarkiv

Disse maksimer er udtænkt af den britiske filosof Paul Grice (1913-88), der især beskæftigede sig med talehandlinger og mening i kommunikation. Hans arbejde er blevet udbygget, så nogle vil også gerne have tilføjet Turskiftemaksimet, da en sam-tale er mellem to eller flere som skal tale på tur. 

Jeg var stærkt begejstret for at få disse fire punkter serveret, fordi de forklarer hvorfor det er så svært at snakke med sindssyge, demente eller tech support. De overholder nemlig ikke de, indtil nu, uskrevne regler for en god samtale, noget vi alle genkender fra samtalepartnere der netop brød reglerne, og snakkede uhæmmet, kedeligt og ustruktureret på os (og dårligt lod os komme til).

Opskriften på et langt ægteskab: Sig den tredje ting, der falder dig ind

Sig den tredje ting, der falder dig ind, det var rådet fra en mand, der var gift på 48. år. Han sagde til sin søn, der var gift på 6. år: 


Hvis du siger det første der falder dig ind, så bliver du skilt.

Siger du den anden ting, så sover du på sofaen.

Tredje ting: Lykkeligt til deres dages ende.

Det lyder så sødt, sandt og nænsomt, at jeg gladeligt videregiver rådet uden selv at have fejret så meget som et sølvbryllup. Det er en god udgave af tæl-til-ti, tænke-tie-tale, hvis ikke du har noget pænt at sige, så skal du ikke sige det. Tredje tanke må du gerne lufte, de to første bør blive inde i kraniekassens mørke.

Solsikkesnoren – et tegn om mere nænsomhed

Solsikker har i årevis prydet Mere Nænsomheds hjemmeside, og nu bruges smukke blomst til noget endnu bedre, nemlig som et tegn til at man skal give tid og plads. Kort sagt, være mere nænsom. Solsikkesnoren er et tegn på usynligt handicap, ligesom blindearmbåndets tre sorte prikker på gul baggrund, er et tegn til seende om at tage højde for at blindearmbåndsbæreren ikke kan se. 

Brugen af solsikkesnoren er aldeles frivillig, og det kan jo tages af og på som man synes. Snoren kan påklipses skilte, der fortæller kort om handicappet. Fx at man let forvirres af mange mennesker, eller at man godt kan forstå tale, men ikke selv snakke.

Movia har i skrivende stund, marts 2022, reklamer i busserne om det fine koncept. Københavns lufthavn udleverer solsikkesnore gratis, men de kan også købes gennem fx Hjerneskadeforeningen.

Ligesom der langsomt, meget langsomt, bliver bedre forhold for kørestolsbrugere, demente og blinde, så hilser jeg det gode initiativ velkommen. Jeg er forvisset om at kendskabet til og brugen af solsikkesnoren vil gøre manges hverdag lettere: Mindre angst, mindre irritation, mere overbærenhed, flere oplevelser. 

Og måske tilmed færre overfald? I Danmark er statistikkerne ikke så finkornede, men i USA har man længe kunnet måle tre gange så mange overfald på mentalt handicappede end på fysisk handicappede…  Måske kunne nogle af disse ulykkelige situationer være undgået med en solsikkesnor?

Kærlige kodeord

Nænsomme, kærlige og opmuntrende passwords. Da min veninde led af knust hjerte, kom hun på den geniale, og muligvis livsreddende, idé at udskifte sine kodeord til gode mantraer: Detskalnokgå123, 123Livetersmukt, Jegersmukogværdatelske456

Sådan kan man komme til at minde sig selv om rare, blide ord, der er værd at huske på, også selvom det er svære tider.

Kærlig jule(kalender)gave

Komplimenter, søde ord og gode minder. Min søster gav mig verdens dejligste pakkekalender: I 24 små kuverter var der dejlige sætninger om mig, så jeg hver dag i december kunne lukke op for en lille, helt vidunderlig dosis kærlighed. Det er en evighedskalender og kan altid bruges, uanset år(stid).

“din kærlighed til københavn/går lige lukt i min favn/og giver mig lyst til at blive”
Smukke ord skrevet af Anjamation, følg hende på Flickr.

Min søster er et kreativt menneske med en skrivemaskine og en masse forskelligt papir, så kalenderen er også en fornøjelse for både syns- og følesansen. Dét er luksusmodellen! Mere skrabede udgaver kan sandelig også gøre det.

Udenfor julesæsonen kan en beholder med støttende, søde sætninger også bruges som de sundeste, bedste guldkorn. En udgave er at skrive alskens taksigelser, kærlighedserklæringer og komplimenter til personen i et dokument (dobbelt linjeafstand), printe ud, klippe sætningerne ud, rulle dem sammen som lodsedler i en tombola, putte ned i et syltetøjsglas. Hvert lod er et vinderlod og det er en gave, der vitterligt bliver ved med at give.

Anmeldelse af How to have impossible conversations – a very practical guide

Peter Boghossian & James Lindsay: How to have impossible conversations – a very practical guide, LifeLong Books, Hachette Book Group 2019

Af Nina Søndergaard

Ti ud af ti hjerter ♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Verden har brug for mere nænsomhed, og mens vi venter på at kunne komme til at kramme, kan vi måske snakke sammen? Og måske endda tale endnu bedre sammen, lære noget af hinanden og komme hinanden nærmere, i stedet for at komme op at skændes og fjerne os fra hinanden. 

Målet for de to forfattere er både at kunne tale meningsfuldt med folk, man er meget uenig med, men også at omvende eller i det mindste så tvivl hos sin samtalepartner – og sig selv. Gode samtaler er, i følge Boghossian og Lindsay, baseret på syv grundsten:

  1. Mål
    Hvorfor har du denne samtale?
  2. Venskab
    Vær venner, ikke fjender.
  3. Forbindelse
    Udvikl og fasthold en god forbindelse.
  4. Lyt
    Lyt mere, tal mindre.
  5. Dræb budbringeren
    Hold din sandhed tilbage.
  6. Intentioner
    Folk har bedre intentioner end du tror.
  7. Stop
    Undlad at gøre din samtalepartner ubehageligt til mode.



De syv bud bliver forklaret og udvidet med virkeligt gode vendinger og forslag til at undgå at en samtale bliver til et skænderi. 

Punkt fem, Dræb budbringeren, kræver lidt flere ord. Det de mener, er at det gavner en samtale hvis man lytter til den anden, fremfor at buldre frem med sin egen sandhed, den RIGTIGE mening. Faktisk er det bedst at undlade fakta, der ofte bare føles som belæring eller måske ligefrem som et angreb. Vi har alle en masse meninger, der overhovedet ikke er baseret på fakta, men følelser, arv eller moralsk identitet og der hjælper alverdens tal og fakta ikke. Lyt, lyt, lyt, spørg (venligt og undersøgende) til hvad du ikke forstår og vent med at buse ud med dit syn på sagen. – I det hele taget er tid en væsentlig faktor. Gode samtaler tager tid og kan ikke hastes igennem på fem minutter, og det tager tid at fordøje samtaler og input, måske endda tvivl, vrede og ubehag.

I forlængelse heraf vil jeg fremhæve et af de andre, meget nyttige fif, nemlig at prøve at spørge ind til hvordan folk kom til at mene hvad de mener. Her er det ikke så vigtigt i første omgang om folk har ret eller ej, men hvordan de kom til at synes at de har ret. De kalder det gadeepistemologi

Det var nogle af rådene. Bogen bygger op og giver mere og mere avancerede tricks, fx hvordan man stryger ordet “men” fra sit ordforråd eller taler flere moralske sprog. Her skal kort ridses op at der vist findes seks moralske søjler

Omsorg/skade

Rimelighed/snyd

Loyalitet/forræderi 

Autoritet/underkastelse

Hellighed/fornedrelse 

Frihed/undertrykkelse 

Disse moralske grundfølelser findes i os alle, men forskellige partier ‘udnytter’ forskellige søjler. Konservative anerkender alle søjler, men venstreorienterede stort set kun fokuserer på omsorg-skade. Det er værd at huske på, at vi alle ønsker det bedste og at bestræber os på at være gode, men at godheden og det rette ser anderledes alt efter politisk ståsted.

Og forskellige politiske eller religiøse opfattelser har egentlig forbløffende lidt at sige i venskaber, og venner, viden, mere forståelse og nænsomhed er sundt og godt for os alle, på alle niveauer.

Alt dette er ikke bare noget de to forfattere, en filosof og matematiker, finder på. De trækker på viden fra psykologer og politifolk med speciale i gidseltagningssituationer, og de har selv arbejdet både i universitetsregi med dette (og kritisk tænkning) og i fængsler. Den viden bliver fremlagt på en meget let og ligefrem måde, med helt konkrete råd. Fx sig ikke ‘nu bliver du vist sur’ (for bliver man det og jævnbyrdigheden forsvinder, når du bliver “forælder”), men hellere ‘det er frustrerende’ og se om I skal tage en pause fra snakken. 

Og med disse ord om pauser vil jeg afslutte anmeldelsen med opfordringen til at læse bogen og lytte til din samtalepartner. Hør godt efter.

Nænsomhelt: HCA

H.C. Andersen, af alle. Det var et tilfældigt møde med en russisk kvinde, der gav mig et nyt blik på eventyrforfatteren. Hun fortalte om hvor stor han er i Rusland, og ifølge hende, er det gennem hans eventyr at vi lærer moral. Efter at overraskelsen lagde sig, ser jeg måske lidt af hendes pointe. Moralerne handler om at man kan vinde prinsessen og det halve kongerige ved at være snild og sjov. Eventyrene priser poesien, naturen, skønheden, kærligheden og nænsomheden. Andersen så børnene, blomsterne og det store i det små.

Mere nænsomhed årgang 1845

Sådan som jeg husker det, siger Andersen aldrig at vold er vejen frem. Det er forunderligt nok, for i hans tid måtte forældre og lærere gerne slå børn, ægtemænd måtte slå deres hustruer og forbrydere blev piskede eller halshuggede offentligt. Sådan en henrettelse så Andersen som stor dreng, da hans lærer mente at det ville de unge lære noget af. Mon ikke. Halshugningen af tre mordere gav ham mareridt resten af livet. Vold i den helt store skala, krig, var der også meget af, både i Danmark og Europa. Hans far var soldat, alligevel gjorde Andersen diskret nar med militærets bling: gedebukkebens-overogundergeneral­krigskommander­sergenten – i en tid hvor sådan noget som hver sjette indbygger i København var tilknyttet hær eller flåde…

Han foretrak blid fremfor blod og levede sig ind i både hvordan grantræer og gadelygter monstro havde det. Hans største helte er i øvrigt små piger, den ene en tragisk skæbne, der døde af forfrysninger på gaden juleaften, den anden var en tomme høj. Se, det er ægte nænsomhed.

MERE NÆNSOMHED MED HANLONS RAGEKNIV

“Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity.”

Forklar aldrig noget med ondskab hvis det kan forklares med dårskab.

Det bonmot er kommet til at hedde Hanlons ragekniv, i stil med det filosofiske koncept Occams ragekniv (at den simpleste forklaring som regel er den sande). Uanset om det vitterligt var en Hanlon der kom først, bør den ragekniv deles gratis ud til alle: Langt de fleste fejl bunder i uvidenhed snarere end ubarmhjertighed.

Jesus sagde det, mens han var ved at blive korsfæstet: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« (Lukas 23, 34). Det er god, nænsom stil at være overbærende mens man er ved at blive henrettet af klodsede, dumme mennesker, men lidt overbærenhed i hverdagen kan også gøre det….

To indbyggede bias gør det desværre meget nemt for os at antage, at alle fejl og fornærmende ord og handlinger skyldes bevidste ønsker om at skade os.

Bias: Spotlighteffekten. Man tror at alle andre lægger lige så meget mærke til én, som man selv gør – men alle andre har også et indbildt spotlys på dem selv og et overdrevent syn på hvor betydningsfulde de er. Slap af. Om hundrede år er alting glemt.

Bias. Tilskrivelse på forkert grundlag. JEG har bare en dårlig dag og laver fejl pga søvnmangel, men alle ANDRES fejl er fordi de er onde. – Eller bare dumme, dårlige til at formulere sig, trætte eller mangler viden. Det er værd at være venlig og overbærende overfor andre, ligesom man selv har lov at håbe på at blive mødt med sympati og syndsforladelse over for éns svipsere og smuttere.

NÆNSOMHEDSHELTINDE

Min mor. Hun skal have evig tak for at have gennemelsket mig og passet og plejet mig gennem min barndom, men grunden til at jeg nævner hende som et sandt forbillede for kærlighed, overbærenhed og nænsomhed, er hendes sidste tid. 

Hun blev syg og alkoholdement som nogle-og-tresårig og kom på plejehjem. Hvor hun vitterligt blomstrede op. Hun grinede og sang med på sine yndlingssange, ja hun flirtede endda så kraftigt med én af de mandlige beboere at hun hoppede op i hans seng – uden at han kunne huske om han havde sagt ja, nej eller hvem han selv var….

Det var nok tilfældigt at min mor sad fast et godt sted i Lala-land, men jeg bilder mig ind at det også bunder i at hun var et gennemført kærligt menneske. At hendes kærlige og nænsomme tilgang var så dybt rodfæstet, at den ikke forsvandt, selvom alt andet gjorde. Hun var tryg og medgørlig overfor alt personalet og hun bebrejdede mig aldrig at jeg ikke kom oftere på besøg, men gav mig tværtimod skyldsforladelse og velsignelser. Velsignelserne i form af kys på panden gav hun også min nære veninde – min mor kunne ikke meget, men sprede kærlighed, dét kunne hun. Nænsom til det sidste, således som man kun kan håbe man selv ender.

Første, eneste og sidste selfie med min mor.