Mange, især kvinder, har vanskeligt ved at modtage komplimenter. Det er en skam. Blandt andet fordi man hænger fast i et dårligt selvbillede, når man ikke tør at lukke op for korrektioner af det.
Personligt har jeg en mental amagerhylde, hvorpå jeg stiller de komplimenter jeg får: En gammel, mørkebrun amagerhylde med udskæringer og hele pivtøjet. Den hænger inde i mit hovede, og i den sætter jeg komplimenterne op – i form af pokaler. (Jeg har nemlig vundet noget den dag: En kompliment). Andre vil måske anvende andre billeder som at sætte den ind i en scrapbog eller plante den i den indre have, men det har virket glimrende for mig med nipsereolen. (Træerne vokser ikke ind i himlen: At nedskrive komplimenterne er for næsten meget, men selvfølgelig det mest virksomme middel).
Udover at det næsten har fjernet usikkerheden fra teenageårene (hvis forholdsvis mange synes jeg er smuk, så er jeg-er-grim nedstemt eller i hvert fald en minoritet), har det også hjulpet mig i tunge tider. En sommerdag, hvor solens stråler ikke nåede ind i mit sind, sagde en helt igennem vidunderlig kvinde til mig at jeg havde en smuk kjole på. Jeg nåede at sige tak mens jeg fik tårer i øjnene af taknemmelighed. Hendes 3-4 ord gjorde at jeg følte at jeg, trods alt, var på rette kurs og det var umådeligt meget værd.