AT HOLDE I HÅND

Som historiker er jeg ofte stødt på beskrivelser af hvilket stærkt indtryk det gjorde på en forelsket mand, at hans hjertes udkårne gav ham sin hånd eller at hun trykkede hans hånd kort på gaden eller til et bal.

Det har jeg set som et udslag af en sexhungrende, hududsultet og latterlig længsel fra tider hvor the real deal, altså sex, var så besværligt at det i praksis var forbudt og uopnåeligt, og at man så måtte nøjes med en ynkelig erstatning: At holde hinandens hænder.

Det synes jeg ikke længere. Nu har jeg prøvet at holde i hånd med nogle, hvor det var så stærkt, så intimt og samhørigt at ord ikke rækker.

Billede I. Sexklub. En kvinde ligger og bliver knaldet, hendes hånd griber ud, jeg tager den og på den måde blev jeg delagtig i hendes nydelse på en dyb og enestående måde.

  Billede II. Jeg ligger på sofaen ved siden af min gamle, syge mor på plejehjemmet og holder i hånd i måske en time. Vi siger ingenting. Holder bare i hånd. Jeg husker den stille glæde og kærlighed der var i situationen, og at jeg mentalt så billeder af arkæologiske udgravninger af grave hvor to skeletter holder i hånd. Det var så smukt, at jeg vitterligt var død lykkelig, hvis katastrofen havde ramt os der.

Billede III. I den fine blå nordiske skumring ligger jeg ved siden af én, som jeg lige har truffet. Det er ganske nyt og spædt og spændende alt sammen, men der skete noget der da vi lå og holdt i hånd. Dér blev der knyttet bånd, som nok så mange gode knald aldrig ville binde lige så stærkt

Billede IV. Min veninde fortæller om at hun har holdt i hånd med en flirt og at det var meget fint. Det var faktisk så fint, at jeg begyndte at græde over at hun fik lov at få sådan en enestående sart oplevelse af samhørighed og nænsomhed.

Forsvar for at strø om sig med kærlighedserklæringer som konfetti

I amerikanske film hører man ofte “I love you” som en del af afskedshilsnerne, om det er i telefon eller en mor der sender sit barn i skole. Det har mange danskere set som endnu et bevis på amerikanernes overfladiskhed og en udvanding af alt hvad der er sandt og vigtigt her i livet. Måske, men efterhånden har jeg taget skikken til mig og siger, for danske standarder, umanerlig tit “jeg elsker dig”. 

Kærlighed er, for mig at se, én af de få ting man ikke kan overdosere. Personligt har jeg aldrig tænkt “puha, der fik jeg godt nok for meget kærlighed”, og forestiller mig at andre har det nogenlunde lige sådan. Det er dejligt at vide at man er elsket, og det er godt at give andre den viden. Det er godt i sig selv, punktum. 

Men det er også en gave til de efterladte når døden rammer. (Måske er det derfor amerikanerne siger det så tit? I 2017 døde 39.773 amerikanere af skud (25 danskere blev skuddræbte i det år), mere end 45.000 begik selvmord og næsten 170.000 ved ulykker). Det var med til at lette min bekendtes sorg at genlæse sin brors kærlige mails og sms’er, efter han døde pludseligt. Historien var både trist og god, og var med til at fjerne de sidste rester af undseelse og tilbageholdenhed overfor at afgive kærlighedserklæringer og sige søde ting når jeg end husker det, uanset om det er klodset, kikset og endda akavet – det er ikke gode grunde til at holde tæt om kærlighed, der er født til flyde frit.

Kærlighed med Knyst

Kærlighed med Knyst eller Mere Nænsomhed mod dig selv og Naturen

Her er Anja Gaard Olsens tre gode dogmebilleder af mine skæve tænder, min appelsinhud og min største knyst.

Helt uden filter, sminke og retouchering. Ingen operationer, ingen bøjle, ingen botox, ingen Photoshop, ingen filler, ingen fitness, ingen celluitecremer. Det er bare en helt almindelig krop, der nyder og virker og elsker. For det er mit budskab. Jeg elsker og bliver elsket, for disse “fejl”* er noget så ligegyldige i det store perspektiv. 

Jeg griner og tygger med mine tænder, der er kastet ind med en knækket kulskovl. Kødet under min appelsinhud er helt rart at røre ved og jeg sidder ofte på min røv og er god til det. Mine knyster gør ondt i ny og næ og har sparet mig mange penge i unødvendige skokøb – men mine fødder virker fint og jeg lever nærmest af at gå. 

Det var tre ‘skønhedsfejl’, jeg kunne selvfølgelig have foretaget et andet udvalg – omend mine skæl er med som små fine hvide prikker, hvis man ser godt efter…. 

Min krop er min, ikke skønhedsindustriens, ikke pornoindustriens, ikke fitnessindustriens. Min krop virker (endnu!). Min krop bærer mig og min historie. Mine rynker fortæller om mine sorger og mine glæder. Mine ar beretter om dramatiske episoder i mit liv. Måske er min krop blot et fartøj for mit sind, så hele min person ikke identificeres med en tilfældig knyst.

Nu er jeg fyldt fyrre og kan dermed fortælle ungdommen (uanset alder) at den er ok og det nok skal gå. I disse ekstremt syns- og egofikserede tider er det vigtigt at blive mindet om at man ikke bare er et ydre, at livet leves indefra og ud, at vi har fem sanser og at kærligheden ER det største i livet. Og kærligheden rummer og favner hud og hår, knyster, rynker og vorter. Elsk (dig selv) med mere nænsomhed, tilgivelse, loyalitet og overbærenhed.

* Vores “fejl” er i øvrigt ofte lige præcis, dét der gør at vores udkårne overhovedet lægger mærke til os til at starte med, og ufuldkommenhederne er med til at gøre os dejlige, elskelige, enestående, menneskelige og genkendelige i en verden med mere end 7½ milliarder mennesker. 


At modtage komplimenter

Mange, især kvinder, har vanskeligt ved at modtage komplimenter. Det er en skam. Blandt andet fordi man hænger fast i et dårligt selvbillede, når man ikke tør at lukke op for korrektioner af det. 

Personligt har jeg en mental amagerhylde, hvorpå jeg stiller de komplimenter jeg får: En gammel, mørkebrun amagerhylde med udskæringer og hele pivtøjet. Den hænger inde i mit hovede, og i den sætter jeg komplimenterne op – i form af pokaler. (Jeg har nemlig vundet noget den dag: En kompliment). Andre vil måske anvende andre billeder som at sætte den ind i en scrapbog eller plante den i den indre have, men det har virket glimrende for mig med nipsereolen. (Træerne vokser ikke ind i himlen: At nedskrive komplimenterne er for næsten meget, men selvfølgelig det mest virksomme middel).

Udover at det næsten har fjernet usikkerheden fra teenageårene (hvis forholdsvis mange synes jeg er smuk, så er jeg-er-grim nedstemt eller i hvert fald en minoritet), har det også hjulpet mig i tunge tider. En sommerdag, hvor solens stråler ikke nåede ind i mit sind, sagde en helt igennem vidunderlig kvinde til mig at jeg havde en smuk kjole på. Jeg nåede at sige tak mens jeg fik tårer i øjnene af taknemmelighed. Hendes 3-4 ord gjorde at jeg følte at jeg, trods alt, var på rette kurs og det var umådeligt meget værd.

At give komplimenter

I et interview for mange år siden sagde filmkritikeren Ole Michelsen, at han havde fortrudt alle de komplimenter han ikke havde sagt. Dét har jeg tænkt meget over, for en tørlagt alkoholiker med et vidt omtalt dårligt forhold til sit barn, havde måske ét og andet at ærgre sig over, men usagte komplimenter havde jeg ikke forudset. Nu tror jeg at jeg ved hvad han mente. 

Komplimenter er gratis, kræver ingen kurser, tilladelser, licenser og ansøgninger. Der er ikke engang skat på. Det kan være to ord “pæne sko!” eller endda ordløst: Jeg fik øjenkontakt med ham, der havde en supersej og sjov t-shirt på med Animal fra The Muppet Show, jeg pegede på motivet og vendte tommelfingeren op, han smilede og nikkede indforstået mens vi gik videre hver sin vej.

En gang imellem kan det naturligvis glippe, men den glæde en kompliment kan berede opvejer så langt et eventuelt kiks. Og her skal lyde en inderlig opfordring til at kvinder bør give mænd (langt, langt flere) komplimenter. En aldeles uvidenskabelig og klodset meningsmåling på facebook afslørede at en tredjedel af mændene ikke havde fået en kompliment fra en kvinde. 33 %. Det kan godt gøres bedre.


En canadisk parterapeut kredser om det samme, da mange mænd i hendes klinik fortæller om at de savner komplimenter og at føle sig værdsatte. En mand fortæller om at når hans kvindelige kæreste siger noget sødt til ham, så ændrer det hele aftenens stemning. Til det bedre. Det er en happy ending med mere nænsomhed, kærlighed og knald.

TILGIVELSE TILBLIVELSE

Tilgivelse tilblivelse af Spyo. Foto: Sakena Ribena

Tilgivelse tilblivelse. En af de smukkeste stykker graffiti nogensinde. Lavet af Spyo.

Tilgivelse som en ny start og mulighed for vækst. Tilgivelse af sig selv, af andre, det er mere nænsomhed.

Nænsomhed pr. postkort

Det er de syv sekulære kærlighedsdyder jeg har skrevet og eksperimenteret mig frem med. Inspireret af filosoffen Alain de Bottons ord om at vi burde have dette slogan på husmure, tasker, t-shirts og andet godt har jeg givet mig i kast med at skrive disse dejlige ord. De næste lange mørke vinteraftener går nok med at brodere dem som sentenser i stil med dem kristne yndede. Og hvem ved, der er måske noget om at man lærer af gentagelser, og at jeg vitterligt bliver mere overbærende af at skrive det 100 gange?

Overbærenhed, forestillingsevne, nænsomhed, tilgivelse, loyalitet, gavmildhed og tålmodighed i forskellig rækkefølge og i regnbuens farver. Det oprindelige regnbueflag fra 1978 havde nemlig otte farver: Pink, rød, orange, gul, grøn, turkis, indigo, lilla. Det var ikke tilfældige farver, de havde nemlig en symbolsk betydning pink for sex, rød for liv, orange for helbredelse, gul for sollys, grøn for natur, turkis for magi og kunst, indigo for renhed og lilla for ånd.

Siden blev det reduceret til 6 farver, bl.a. fordi det kneb gevaldigt med at få flagstof i pink og turkis. Det er for mig det smukkeste flag i verden og jeg har haft tårer i øjnene over at se det hist og pist. Det er, sammen med fredsbevægelsens regnbue, det eneste pacifistiske, transnationale flag der kun står for kærlighed og samhørighed. Ingen blodige krige er udkæmpet under regnbueflaget, ingen kolonier er blevet underkastet regnbueflaget.

Nænsomhed på kroatisk, farver, lille format indrammet.


Ordene kærlighed og nænsomhed er som regel øverst, ellers er de i tilfældig rækkefølge. Materialerne er papir, pensel og farverne er i Ecoline blæk, så de tåler ikke vand og bør heller ikke være i direkte sollys. Den sorte er dog i vandfast tusch.

Nænsomhed på fransk, farver, lille format, indrammet.

Postkortene på forskellige sprog kan købes i min lille gadesalgsbod der popper op, i ny og næ og fra mig personligt. Kontakt mig på 31652086.
Lille postkort uden ramme: 20 DKK
Stort postkort uden ramme: 50 DKK
Lille postkort (13×18) med ramme: 100 DKK
Stort postkort (A4) med ramme: 200 DKK

Nænsomhedspostkort, dansk, sort skrift


Nænsomhed på islandsk, farver, lille format, indrammet
Nænsomhed på dansk, A4, indrammet
Nænsomhed på dansk, gotisk med glitter. A4, indrammet, højformat
Nænsomhed på fransk, moderne skrift, lille, indrammet
Nænsomhed på kroatisk, moderne skrift, A4, indrammet
Nænsomhed på hebraisk, A4, uindrammet
Nænsomhed på hollandsk, stort format, uindrammet
Nænsomhed på spansk, lille format, uindrammet
Nænsomhed på dansk, gotisk, A4, uindrammet

Nænsomme fotos, kærlighed pr. plante

Min mor var en ivrig amatørfotograf. Hun var vokset op på Grønland og én af de helt store vinderting ved Danmark var alt det grønne. Hun var dybt fascineret af planter, bladformer, bark og de mange farver selv danske planter kan fremvise. Mange  af hendes billeder er af buketter og træer, close-ups af blade og blomster.

Jeg har nu fået mere forståelse for hendes inderlige, uvisnelige glæde ved planter og har derfor strøet hendes billeder ud over bloggen. Det er som udgangspunkt hendes fotos, medmindre andet er angivet.. For mig er der to moraler at uddrage fra billederne.

Dels klassikeren med at standse op og lugte til blomsterne. At der vitterligt er en overdådighed af smukt liv lige foran næsen på én. Dels at forevige sine gaver. Når jeg ser på alle hendes billeder af buketter (og dette er blot et lillebitte uddrag), ser jeg også en elsket kvinde, der værdsatte og huskede den kærlighed der kom til hende i form af blomster.


7 SEKULÆRE KÆRLIGHEDSDYDER

Filosoffen Alain de Botton mener at vi dybest set misforstår kærligheden, vi har alle slugt den romantiske forestilling om kærlighed som dyb, inderlig og ordløs forståelse mellem to sjæle. Og det er så dét. Prinsen får prinsessen og de levede lykkeligt til deres dages ende – men hvordan?

Vores forestilling om kærlighed er forbløffende vag, taget i betragtning af hvor meget vi hungrer efter den og hvor meget kærligheden bliver besunget i popsange, film og kunst. 

Med udgangspunkt i de syv kristne dyder: Tro, håb, kærlighed, retfærdighed, tapperhed, mådehold, visdom (nogle udgaver af de syv dyder har kyskhed, ydmyghed, udholdenhed, barmhjertighed, velvilje, mod, tilgivelse), har han givet sit bud på en verdslig version af de syv dyder: Overbærenhed, forestillingsevne, nænsomhed, tilgivelse, loyalitet, gavmildhed og tålmodighed.

Overbærenhed er venlighed overfor det uperfekte. Kærlighed er ikke beundring for det perfekte, det er faktisk for nemt, kærlighed er snarere at holde af fejl, mangler og sårbarheder, hos sig selv og den anden.

Med forestillingsevne kan man prøve at sætte sig i den andens sted, hvordan kom den anden til at være som vedkommende er? Hvad formede personen?

Nænsomhed er venlighed, at udgangspunktet for forståelse og samtale er at tro på at den anden ikke er ond eller ude på at skade og såre.

Tilgivelse. At kunne give og modtage undskyldninger. At give hinanden elastik og rum til at fejle.

Loyalitet eller trofasthed er at blive ved sin partners side (eller sine egne idealer), også selvom det er svært, også selvom der er bæblæst og ubehageligheder.

Gavmildhed – det modsatte af nærighed, at elske uden smålig beregning eller forventning om belønning. Kærlighed har en overstrømmende karakter og omfatter alt muligt, jorden, kunsten og et møl.

Tålmodighed, at give den anden en chance for at blive til en endnu bedre udgave af dem selv, i deres eget tempo.

Det er Bottons bud*, og jeg synes det er et glimrende sted at starte, enhver er selvfølgelig velkommen til at tilføje eller fjerne ingredienser, men syv er et smukt tal. Der er overordnede temaer i dyderne. Det drejer som mildhed, modtagelighed, håb og mod. På den ene side at være åben og række ud, på den anden side at være vedholdende og ikke vige bort fra vanskeligheder. Det er ikke nemt, men muligt og det er så fint at se disse ord, meditere over dem og se egenskaberne i os selv og andre.

* Og mine, i den forstand at jeg har skruet lidt på oversættelsen. “Kindness” blev til nænsomhed, fordi venlighed er godt, men lige lovlig vagt i mine øjne. Måske forledes jeg af at ‘ven’ og kær’ for mig er stort set det samme, men at elske med nænsomhed og mere blidt, dét er værd at huske på. 

“Charity” blev til overbærenhed, fordi de Bottons forklaring handler om at elske trods uelskelig opførsel – illustreret af et iturevet fotografi, der bliver klistret sammen igen, plus vi har sådan et smukt ord der betyder at bære over med mig. Desuden ville jeg gerne understrege det sekulære og væk fra det ellers smukke ‘barmhjertighed’.

 “Imagination” blev til forestillingsevne, fordi fantasi smager mig for meget af seksuel fantasi og erotisk opfindsomhed, som er vidunderligt, men her vil jeg fastholde kærligheden som altomfavnende og ikke begrænset til romantisk kærlighed og sex i parforhold.