Kærlighed med Knyst

Kærlighed med Knyst eller Mere Nænsomhed mod dig selv og Naturen

Her er Anja Gaard Olsens tre gode dogmebilleder af mine skæve tænder, min appelsinhud og min største knyst.

Helt uden filter, sminke og retouchering. Ingen operationer, ingen bøjle, ingen botox, ingen Photoshop, ingen filler, ingen fitness, ingen celluitecremer. Det er bare en helt almindelig krop, der nyder og virker og elsker. For det er mit budskab. Jeg elsker og bliver elsket, for disse “fejl”* er noget så ligegyldige i det store perspektiv. 

Jeg griner og tygger med mine tænder, der er kastet ind med en knækket kulskovl. Kødet under min appelsinhud er helt rart at røre ved og jeg sidder ofte på min røv og er god til det. Mine knyster gør ondt i ny og næ og har sparet mig mange penge i unødvendige skokøb – men mine fødder virker fint og jeg lever nærmest af at gå. 

Det var tre ‘skønhedsfejl’, jeg kunne selvfølgelig have foretaget et andet udvalg – omend mine skæl er med som små fine hvide prikker, hvis man ser godt efter…. 

Min krop er min, ikke skønhedsindustriens, ikke pornoindustriens, ikke fitnessindustriens. Min krop virker (endnu!). Min krop bærer mig og min historie. Mine rynker fortæller om mine sorger og mine glæder. Mine ar beretter om dramatiske episoder i mit liv. Måske er min krop blot et fartøj for mit sind, så hele min person ikke identificeres med en tilfældig knyst.

Nu er jeg fyldt fyrre og kan dermed fortælle ungdommen (uanset alder) at den er ok og det nok skal gå. I disse ekstremt syns- og egofikserede tider er det vigtigt at blive mindet om at man ikke bare er et ydre, at livet leves indefra og ud, at vi har fem sanser og at kærligheden ER det største i livet. Og kærligheden rummer og favner hud og hår, knyster, rynker og vorter. Elsk (dig selv) med mere nænsomhed, tilgivelse, loyalitet og overbærenhed.

* Vores “fejl” er i øvrigt ofte lige præcis, dét der gør at vores udkårne overhovedet lægger mærke til os til at starte med, og ufuldkommenhederne er med til at gøre os dejlige, elskelige, enestående, menneskelige og genkendelige i en verden med mere end 7½ milliarder mennesker. 


Fem sanser og hele paletten

Indlægget her er en genudsendelse fra min anden blog prosexfeminisme.dk – det kan sagtens tåle at blive luftet igen, især til temaet om komplimenter. Det er skrevet med kvinder in mente, men alle andre kan også lade sig inspirere til at huske at vi alle er i 3D og all round surround sound med dufte og alt muligt andet oveni.

Hendrik von Balen: Allegori over de fem sanser, 1620’erne. Karlsruhe Kunstgalleri

Kære kvinde, hvis du er lidt træt af det du ser i spejlet, har du måske glemt at du og din (kommende) elsker har flere sanser end synet. Tillad mig at minde om at vi alle virkelig er meget mere og andet end vores udseende.

En designer fandt på en fem-sanse-teori, der blandt andet tager udgangspunkt i at sex er så godt fordi det får alle vores sanser i spil: Vores elsker(inde) synes, lugter, lyder og smager godt.  Og føles god og dejlig! Det gør du også.

Hvis ikke du selv har høje tanker om dit ydre, kan du få bind for øjnene og lade din elsker nyde synet af dig. Du er meget smuk når du nyder.

Du kan også spille på dine andre fortrin: Duft af dig og intet andet, lugt af lækre duftolier i håret eller dyr parfume.

En rar stemme kan både forføre og fornøje – her har modne kvinder ofte en fordel med mere afrundede stemmer. Men skærebrænderstemme eller ej, få lyde slår liflige kvindesuk og støn i sengen…

Milo Manaras figur Honey fik sit navn fordi hendes safter smager af honning. Du smager også godt.

Du føles stensikkert også fantastisk, især der hvor du er rundest! Men uanset om du er skønt polstret eller ej, er der intet så vidunderligt som hud: Kærlig og ønsket berøring gennem kærtegn, krammere eller knald er saliggørende, sundt og bare helt igennem rart, både for den der rører og for den der røres.

Endelig må jeg huske dig på at du er dejlig fordi du er DIG. Du er ypperlig fordi du netop er lige præcis som du er, med nøjagtig den blanding af indre og ydre træk og oplevelser og følelser og tanker som DU har. Så kære kvinde, nyd dig selv som du er og invitér gerne os andre med ind.