MERE NÆNSOMHED MED HANLONS RAGEKNIV

“Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity.”

Forklar aldrig noget med ondskab hvis det kan forklares med dårskab.

Det bonmot er kommet til at hedde Hanlons ragekniv, i stil med det filosofiske koncept Occams ragekniv (at den simpleste forklaring som regel er den sande). Uanset om det vitterligt var en Hanlon der kom først, bør den ragekniv deles gratis ud til alle: Langt de fleste fejl bunder i uvidenhed snarere end ubarmhjertighed.

Jesus sagde det, mens han var ved at blive korsfæstet: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« (Lukas 23, 34). Det er god, nænsom stil at være overbærende mens man er ved at blive henrettet af klodsede, dumme mennesker, men lidt overbærenhed i hverdagen kan også gøre det….

To indbyggede bias gør det desværre meget nemt for os at antage, at alle fejl og fornærmende ord og handlinger skyldes bevidste ønsker om at skade os.

Bias: Spotlighteffekten. Man tror at alle andre lægger lige så meget mærke til én, som man selv gør – men alle andre har også et indbildt spotlys på dem selv og et overdrevent syn på hvor betydningsfulde de er. Slap af. Om hundrede år er alting glemt.

Bias. Tilskrivelse på forkert grundlag. JEG har bare en dårlig dag og laver fejl pga søvnmangel, men alle ANDRES fejl er fordi de er onde. – Eller bare dumme, dårlige til at formulere sig, trætte eller mangler viden. Det er værd at være venlig og overbærende overfor andre, ligesom man selv har lov at håbe på at blive mødt med sympati og syndsforladelse over for éns svipsere og smuttere.

NÆNSOMHEDSHELTINDE

Min mor. Hun skal have evig tak for at have gennemelsket mig og passet og plejet mig gennem min barndom, men grunden til at jeg nævner hende som et sandt forbillede for kærlighed, overbærenhed og nænsomhed, er hendes sidste tid. 

Hun blev syg og alkoholdement som nogle-og-tresårig og kom på plejehjem. Hvor hun vitterligt blomstrede op. Hun grinede og sang med på sine yndlingssange, ja hun flirtede endda så kraftigt med én af de mandlige beboere at hun hoppede op i hans seng – uden at han kunne huske om han havde sagt ja, nej eller hvem han selv var….

Det var nok tilfældigt at min mor sad fast et godt sted i Lala-land, men jeg bilder mig ind at det også bunder i at hun var et gennemført kærligt menneske. At hendes kærlige og nænsomme tilgang var så dybt rodfæstet, at den ikke forsvandt, selvom alt andet gjorde. Hun var tryg og medgørlig overfor alt personalet og hun bebrejdede mig aldrig at jeg ikke kom oftere på besøg, men gav mig tværtimod skyldsforladelse og velsignelser. Velsignelserne i form af kys på panden gav hun også min nære veninde – min mor kunne ikke meget, men sprede kærlighed, dét kunne hun. Nænsom til det sidste, således som man kun kan håbe man selv ender.

Første, eneste og sidste selfie med min mor.


Kærlighedssprogenes nænsomhed

En af skattene fra poppsykologien er konceptet kærlighedssprog og at finde ud af hvilket kærlighedssprog man taler. Der fem af dem: Anerkendende ord, tid, gaver, tjenester, berøring. De fleste af os udtrykker størstedelen af vores kærlighed og hengivenhed på ét af disse sprog, og vi opfatter let og umiddelbart kærlighed og hengivenhed på det samme sprog. Det kan give anledning til de frygteligste misforståelser, når man ikke ser at den anden elsker lige så meget, men på et andet kærlighedssprog. 

Man kan fx udtrykke sin kærlighed ved at give gaver. Så kan det være utroligt sårende at éns partner ikke giver nok gaver. Tilgengæld kan partneren kramme, ae og massere én på livet løs – hvilket kan føles som irriterende forstyrrelser af éns fred og intimsfære. Med andre ord en dårlig spiral, der kan måske vendes ved at indse at begge elsker på hver deres kærlighedssprog.

Det kan identificeres ved at tænke over hvilket kærlighedssprog man selv har, og om det er et andet end sin partners.

Forsvar for at strø om sig med kærlighedserklæringer som konfetti

I amerikanske film hører man ofte “I love you” som en del af afskedshilsnerne, om det er i telefon eller en mor der sender sit barn i skole. Det har mange danskere set som endnu et bevis på amerikanernes overfladiskhed og en udvanding af alt hvad der er sandt og vigtigt her i livet. Måske, men efterhånden har jeg taget skikken til mig og siger, for danske standarder, umanerlig tit “jeg elsker dig”. 

Kærlighed er, for mig at se, én af de få ting man ikke kan overdosere. Personligt har jeg aldrig tænkt “puha, der fik jeg godt nok for meget kærlighed”, og forestiller mig at andre har det nogenlunde lige sådan. Det er dejligt at vide at man er elsket, og det er godt at give andre den viden. Det er godt i sig selv, punktum. 

Men det er også en gave til de efterladte når døden rammer. (Måske er det derfor amerikanerne siger det så tit? I 2017 døde 39.773 amerikanere af skud (25 danskere blev skuddræbte i det år), mere end 45.000 begik selvmord og næsten 170.000 ved ulykker). Det var med til at lette min bekendtes sorg at genlæse sin brors kærlige mails og sms’er, efter han døde pludseligt. Historien var både trist og god, og var med til at fjerne de sidste rester af undseelse og tilbageholdenhed overfor at afgive kærlighedserklæringer og sige søde ting når jeg end husker det, uanset om det er klodset, kikset og endda akavet – det er ikke gode grunde til at holde tæt om kærlighed, der er født til flyde frit.

Nænsomme fotos, kærlighed pr. plante

Min mor var en ivrig amatørfotograf. Hun var vokset op på Grønland og én af de helt store vinderting ved Danmark var alt det grønne. Hun var dybt fascineret af planter, bladformer, bark og de mange farver selv danske planter kan fremvise. Mange  af hendes billeder er af buketter og træer, close-ups af blade og blomster.

Jeg har nu fået mere forståelse for hendes inderlige, uvisnelige glæde ved planter og har derfor strøet hendes billeder ud over bloggen. Det er som udgangspunkt hendes fotos, medmindre andet er angivet.. For mig er der to moraler at uddrage fra billederne.

Dels klassikeren med at standse op og lugte til blomsterne. At der vitterligt er en overdådighed af smukt liv lige foran næsen på én. Dels at forevige sine gaver. Når jeg ser på alle hendes billeder af buketter (og dette er blot et lillebitte uddrag), ser jeg også en elsket kvinde, der værdsatte og huskede den kærlighed der kom til hende i form af blomster.


7 SEKULÆRE KÆRLIGHEDSDYDER

Filosoffen Alain de Botton mener at vi dybest set misforstår kærligheden, vi har alle slugt den romantiske forestilling om kærlighed som dyb, inderlig og ordløs forståelse mellem to sjæle. Og det er så dét. Prinsen får prinsessen og de levede lykkeligt til deres dages ende – men hvordan?

Vores forestilling om kærlighed er forbløffende vag, taget i betragtning af hvor meget vi hungrer efter den og hvor meget kærligheden bliver besunget i popsange, film og kunst. 

Med udgangspunkt i de syv kristne dyder: Tro, håb, kærlighed, retfærdighed, tapperhed, mådehold, visdom (nogle udgaver af de syv dyder har kyskhed, ydmyghed, udholdenhed, barmhjertighed, velvilje, mod, tilgivelse), har han givet sit bud på en verdslig version af de syv dyder: Overbærenhed, forestillingsevne, nænsomhed, tilgivelse, loyalitet, gavmildhed og tålmodighed.

Overbærenhed er venlighed overfor det uperfekte. Kærlighed er ikke beundring for det perfekte, det er faktisk for nemt, kærlighed er snarere at holde af fejl, mangler og sårbarheder, hos sig selv og den anden.

Med forestillingsevne kan man prøve at sætte sig i den andens sted, hvordan kom den anden til at være som vedkommende er? Hvad formede personen?

Nænsomhed er venlighed, at udgangspunktet for forståelse og samtale er at tro på at den anden ikke er ond eller ude på at skade og såre.

Tilgivelse. At kunne give og modtage undskyldninger. At give hinanden elastik og rum til at fejle.

Loyalitet eller trofasthed er at blive ved sin partners side (eller sine egne idealer), også selvom det er svært, også selvom der er bæblæst og ubehageligheder.

Gavmildhed – det modsatte af nærighed, at elske uden smålig beregning eller forventning om belønning. Kærlighed har en overstrømmende karakter og omfatter alt muligt, jorden, kunsten og et møl.

Tålmodighed, at give den anden en chance for at blive til en endnu bedre udgave af dem selv, i deres eget tempo.

Det er Bottons bud*, og jeg synes det er et glimrende sted at starte, enhver er selvfølgelig velkommen til at tilføje eller fjerne ingredienser, men syv er et smukt tal. Der er overordnede temaer i dyderne. Det drejer som mildhed, modtagelighed, håb og mod. På den ene side at være åben og række ud, på den anden side at være vedholdende og ikke vige bort fra vanskeligheder. Det er ikke nemt, men muligt og det er så fint at se disse ord, meditere over dem og se egenskaberne i os selv og andre.

* Og mine, i den forstand at jeg har skruet lidt på oversættelsen. “Kindness” blev til nænsomhed, fordi venlighed er godt, men lige lovlig vagt i mine øjne. Måske forledes jeg af at ‘ven’ og kær’ for mig er stort set det samme, men at elske med nænsomhed og mere blidt, dét er værd at huske på. 

“Charity” blev til overbærenhed, fordi de Bottons forklaring handler om at elske trods uelskelig opførsel – illustreret af et iturevet fotografi, der bliver klistret sammen igen, plus vi har sådan et smukt ord der betyder at bære over med mig. Desuden ville jeg gerne understrege det sekulære og væk fra det ellers smukke ‘barmhjertighed’.

 “Imagination” blev til forestillingsevne, fordi fantasi smager mig for meget af seksuel fantasi og erotisk opfindsomhed, som er vidunderligt, men her vil jeg fastholde kærligheden som altomfavnende og ikke begrænset til romantisk kærlighed og sex i parforhold.