Forsvar for at strø om sig med kærlighedserklæringer som konfetti

I amerikanske film hører man ofte “I love you” som en del af afskedshilsnerne, om det er i telefon eller en mor der sender sit barn i skole. Det har mange danskere set som endnu et bevis på amerikanernes overfladiskhed og en udvanding af alt hvad der er sandt og vigtigt her i livet. Måske, men efterhånden har jeg taget skikken til mig og siger, for danske standarder, umanerlig tit “jeg elsker dig”. 

Kærlighed er, for mig at se, én af de få ting man ikke kan overdosere. Personligt har jeg aldrig tænkt “puha, der fik jeg godt nok for meget kærlighed”, og forestiller mig at andre har det nogenlunde lige sådan. Det er dejligt at vide at man er elsket, og det er godt at give andre den viden. Det er godt i sig selv, punktum. 

Men det er også en gave til de efterladte når døden rammer. (Måske er det derfor amerikanerne siger det så tit? I 2017 døde 39.773 amerikanere af skud (25 danskere blev skuddræbte i det år), mere end 45.000 begik selvmord og næsten 170.000 ved ulykker). Det var med til at lette min bekendtes sorg at genlæse sin brors kærlige mails og sms’er, efter han døde pludseligt. Historien var både trist og god, og var med til at fjerne de sidste rester af undseelse og tilbageholdenhed overfor at afgive kærlighedserklæringer og sige søde ting når jeg end husker det, uanset om det er klodset, kikset og endda akavet – det er ikke gode grunde til at holde tæt om kærlighed, der er født til flyde frit.

Nænsomme fotos, kærlighed pr. plante

Min mor var en ivrig amatørfotograf. Hun var vokset op på Grønland og én af de helt store vinderting ved Danmark var alt det grønne. Hun var dybt fascineret af planter, bladformer, bark og de mange farver selv danske planter kan fremvise. Mange  af hendes billeder er af buketter og træer, close-ups af blade og blomster.

Jeg har nu fået mere forståelse for hendes inderlige, uvisnelige glæde ved planter og har derfor strøet hendes billeder ud over bloggen. Det er som udgangspunkt hendes fotos, medmindre andet er angivet.. For mig er der to moraler at uddrage fra billederne.

Dels klassikeren med at standse op og lugte til blomsterne. At der vitterligt er en overdådighed af smukt liv lige foran næsen på én. Dels at forevige sine gaver. Når jeg ser på alle hendes billeder af buketter (og dette er blot et lillebitte uddrag), ser jeg også en elsket kvinde, der værdsatte og huskede den kærlighed der kom til hende i form af blomster.