Nænsomhed pr. postkort

Det er de syv sekulære kærlighedsdyder jeg har skrevet og eksperimenteret mig frem med. Inspireret af filosoffen Alain de Bottons ord om at vi burde have dette slogan på husmure, tasker, t-shirts og andet godt har jeg givet mig i kast med at skrive disse dejlige ord. De næste lange mørke vinteraftener går nok med at brodere dem som sentenser i stil med dem kristne yndede. Og hvem ved, der er måske noget om at man lærer af gentagelser, og at jeg vitterligt bliver mere overbærende af at skrive det 100 gange?

Overbærenhed, forestillingsevne, nænsomhed, tilgivelse, loyalitet, gavmildhed og tålmodighed i forskellig rækkefølge og i regnbuens farver. Det oprindelige regnbueflag fra 1978 havde nemlig otte farver: Pink, rød, orange, gul, grøn, turkis, indigo, lilla. Det var ikke tilfældige farver, de havde nemlig en symbolsk betydning pink for sex, rød for liv, orange for helbredelse, gul for sollys, grøn for natur, turkis for magi og kunst, indigo for renhed og lilla for ånd.

Siden blev det reduceret til 6 farver, bl.a. fordi det kneb gevaldigt med at få flagstof i pink og turkis. Det er for mig det smukkeste flag i verden og jeg har haft tårer i øjnene over at se det hist og pist. Det er, sammen med fredsbevægelsens regnbue, det eneste pacifistiske, transnationale flag der kun står for kærlighed og samhørighed. Ingen blodige krige er udkæmpet under regnbueflaget, ingen kolonier er blevet underkastet regnbueflaget.

Nænsomhed på kroatisk, farver, lille format indrammet.


Ordene kærlighed og nænsomhed er som regel øverst, ellers er de i tilfældig rækkefølge. Materialerne er papir, pensel og farverne er i Ecoline blæk, så de tåler ikke vand og bør heller ikke være i direkte sollys. Den sorte er dog i vandfast tusch.

Nænsomhed på fransk, farver, lille format, indrammet.

Postkortene på forskellige sprog kan købes i min lille gadesalgsbod der popper op, i ny og næ og fra mig personligt. Kontakt mig på 31652086.
Lille postkort uden ramme: 20 DKK
Stort postkort uden ramme: 50 DKK
Lille postkort (13×18) med ramme: 100 DKK
Stort postkort (A4) med ramme: 200 DKK

Nænsomhedspostkort, dansk, sort skrift


Nænsomhed på islandsk, farver, lille format, indrammet
Nænsomhed på dansk, A4, indrammet
Nænsomhed på dansk, gotisk med glitter. A4, indrammet, højformat
Nænsomhed på fransk, moderne skrift, lille, indrammet
Nænsomhed på kroatisk, moderne skrift, A4, indrammet
Nænsomhed på hebraisk, A4, uindrammet
Nænsomhed på hollandsk, stort format, uindrammet
Nænsomhed på spansk, lille format, uindrammet
Nænsomhed på dansk, gotisk, A4, uindrammet

Nænsomme fotos, kærlighed pr. plante

Min mor var en ivrig amatørfotograf. Hun var vokset op på Grønland og én af de helt store vinderting ved Danmark var alt det grønne. Hun var dybt fascineret af planter, bladformer, bark og de mange farver selv danske planter kan fremvise. Mange  af hendes billeder er af buketter og træer, close-ups af blade og blomster.

Jeg har nu fået mere forståelse for hendes inderlige, uvisnelige glæde ved planter og har derfor strøet hendes billeder ud over bloggen. Det er som udgangspunkt hendes fotos, medmindre andet er angivet.. For mig er der to moraler at uddrage fra billederne.

Dels klassikeren med at standse op og lugte til blomsterne. At der vitterligt er en overdådighed af smukt liv lige foran næsen på én. Dels at forevige sine gaver. Når jeg ser på alle hendes billeder af buketter (og dette er blot et lillebitte uddrag), ser jeg også en elsket kvinde, der værdsatte og huskede den kærlighed der kom til hende i form af blomster.


7 SEKULÆRE KÆRLIGHEDSDYDER

Filosoffen Alain de Botton mener at vi dybest set misforstår kærligheden, vi har alle slugt den romantiske forestilling om kærlighed som dyb, inderlig og ordløs forståelse mellem to sjæle. Og det er så dét. Prinsen får prinsessen og de levede lykkeligt til deres dages ende – men hvordan?

Vores forestilling om kærlighed er forbløffende vag, taget i betragtning af hvor meget vi hungrer efter den og hvor meget kærligheden bliver besunget i popsange, film og kunst. 

Med udgangspunkt i de syv kristne dyder: Tro, håb, kærlighed, retfærdighed, tapperhed, mådehold, visdom (nogle udgaver af de syv dyder har kyskhed, ydmyghed, udholdenhed, barmhjertighed, velvilje, mod, tilgivelse), har han givet sit bud på en verdslig version af de syv dyder: Overbærenhed, forestillingsevne, nænsomhed, tilgivelse, loyalitet, gavmildhed og tålmodighed.

Overbærenhed er venlighed overfor det uperfekte. Kærlighed er ikke beundring for det perfekte, det er faktisk for nemt, kærlighed er snarere at holde af fejl, mangler og sårbarheder, hos sig selv og den anden.

Med forestillingsevne kan man prøve at sætte sig i den andens sted, hvordan kom den anden til at være som vedkommende er? Hvad formede personen?

Nænsomhed er venlighed, at udgangspunktet for forståelse og samtale er at tro på at den anden ikke er ond eller ude på at skade og såre.

Tilgivelse. At kunne give og modtage undskyldninger. At give hinanden elastik og rum til at fejle.

Loyalitet eller trofasthed er at blive ved sin partners side (eller sine egne idealer), også selvom det er svært, også selvom der er bæblæst og ubehageligheder.

Gavmildhed – det modsatte af nærighed, at elske uden smålig beregning eller forventning om belønning. Kærlighed har en overstrømmende karakter og omfatter alt muligt, jorden, kunsten og et møl.

Tålmodighed, at give den anden en chance for at blive til en endnu bedre udgave af dem selv, i deres eget tempo.

Det er Bottons bud*, og jeg synes det er et glimrende sted at starte, enhver er selvfølgelig velkommen til at tilføje eller fjerne ingredienser, men syv er et smukt tal. Der er overordnede temaer i dyderne. Det drejer som mildhed, modtagelighed, håb og mod. På den ene side at være åben og række ud, på den anden side at være vedholdende og ikke vige bort fra vanskeligheder. Det er ikke nemt, men muligt og det er så fint at se disse ord, meditere over dem og se egenskaberne i os selv og andre.

* Og mine, i den forstand at jeg har skruet lidt på oversættelsen. “Kindness” blev til nænsomhed, fordi venlighed er godt, men lige lovlig vagt i mine øjne. Måske forledes jeg af at ‘ven’ og kær’ for mig er stort set det samme, men at elske med nænsomhed og mere blidt, dét er værd at huske på. 

“Charity” blev til overbærenhed, fordi de Bottons forklaring handler om at elske trods uelskelig opførsel – illustreret af et iturevet fotografi, der bliver klistret sammen igen, plus vi har sådan et smukt ord der betyder at bære over med mig. Desuden ville jeg gerne understrege det sekulære og væk fra det ellers smukke ‘barmhjertighed’.

 “Imagination” blev til forestillingsevne, fordi fantasi smager mig for meget af seksuel fantasi og erotisk opfindsomhed, som er vidunderligt, men her vil jeg fastholde kærligheden som altomfavnende og ikke begrænset til romantisk kærlighed og sex i parforhold.