Anmeldelse af How to have impossible conversations – a very practical guide

Peter Boghossian & James Lindsay: How to have impossible conversations – a very practical guide, LifeLong Books, Hachette Book Group 2019

Af Nina Søndergaard

Ti ud af ti hjerter ♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Verden har brug for mere nænsomhed, og mens vi venter på at kunne komme til at kramme, kan vi måske snakke sammen? Og måske endda tale endnu bedre sammen, lære noget af hinanden og komme hinanden nærmere, i stedet for at komme op at skændes og fjerne os fra hinanden. 

Målet for de to forfattere er både at kunne tale meningsfuldt med folk, man er meget uenig med, men også at omvende eller i det mindste så tvivl hos sin samtalepartner – og sig selv. Gode samtaler er, i følge Boghossian og Lindsay, baseret på syv grundsten:

  1. Mål
    Hvorfor har du denne samtale?
  2. Venskab
    Vær venner, ikke fjender.
  3. Forbindelse
    Udvikl og fasthold en god forbindelse.
  4. Lyt
    Lyt mere, tal mindre.
  5. Dræb budbringeren
    Hold din sandhed tilbage.
  6. Intentioner
    Folk har bedre intentioner end du tror.
  7. Stop
    Undlad at gøre din samtalepartner ubehageligt til mode.



De syv bud bliver forklaret og udvidet med virkeligt gode vendinger og forslag til at undgå at en samtale bliver til et skænderi. 

Punkt fem, Dræb budbringeren, kræver lidt flere ord. Det de mener, er at det gavner en samtale hvis man lytter til den anden, fremfor at buldre frem med sin egen sandhed, den RIGTIGE mening. Faktisk er det bedst at undlade fakta, der ofte bare føles som belæring eller måske ligefrem som et angreb. Vi har alle en masse meninger, der overhovedet ikke er baseret på fakta, men følelser, arv eller moralsk identitet og der hjælper alverdens tal og fakta ikke. Lyt, lyt, lyt, spørg (venligt og undersøgende) til hvad du ikke forstår og vent med at buse ud med dit syn på sagen. – I det hele taget er tid en væsentlig faktor. Gode samtaler tager tid og kan ikke hastes igennem på fem minutter, og det tager tid at fordøje samtaler og input, måske endda tvivl, vrede og ubehag.

I forlængelse heraf vil jeg fremhæve et af de andre, meget nyttige fif, nemlig at prøve at spørge ind til hvordan folk kom til at mene hvad de mener. Her er det ikke så vigtigt i første omgang om folk har ret eller ej, men hvordan de kom til at synes at de har ret. De kalder det gadeepistemologi

Det var nogle af rådene. Bogen bygger op og giver mere og mere avancerede tricks, fx hvordan man stryger ordet “men” fra sit ordforråd eller taler flere moralske sprog. Her skal kort ridses op at der vist findes seks moralske søjler

Omsorg/skade

Rimelighed/snyd

Loyalitet/forræderi 

Autoritet/underkastelse

Hellighed/fornedrelse 

Frihed/undertrykkelse 

Disse moralske grundfølelser findes i os alle, men forskellige partier ‘udnytter’ forskellige søjler. Konservative anerkender alle søjler, men venstreorienterede stort set kun fokuserer på omsorg-skade. Det er værd at huske på, at vi alle ønsker det bedste og at bestræber os på at være gode, men at godheden og det rette ser anderledes alt efter politisk ståsted.

Og forskellige politiske eller religiøse opfattelser har egentlig forbløffende lidt at sige i venskaber, og venner, viden, mere forståelse og nænsomhed er sundt og godt for os alle, på alle niveauer.

Alt dette er ikke bare noget de to forfattere, en filosof og matematiker, finder på. De trækker på viden fra psykologer og politifolk med speciale i gidseltagningssituationer, og de har selv arbejdet både i universitetsregi med dette (og kritisk tænkning) og i fængsler. Den viden bliver fremlagt på en meget let og ligefrem måde, med helt konkrete råd. Fx sig ikke ‘nu bliver du vist sur’ (for bliver man det og jævnbyrdigheden forsvinder, når du bliver “forælder”), men hellere ‘det er frustrerende’ og se om I skal tage en pause fra snakken. 

Og med disse ord om pauser vil jeg afslutte anmeldelsen med opfordringen til at læse bogen og lytte til din samtalepartner. Hør godt efter.

Livslinjen og selvmordsforebyggelse

På travle Valby station er der skilte fra Livslinien, som man kan ringe til hvis livet føles så svært, at det er nær ved at være uudholdeligt. Det er sand nænsomhed og næstekærlighed. 

Man kan ringe 70201201 alle årets dage fra kl. 11-05 til Livslinjen, eller 70120110 til Sct. Nicolai tjenesten eller 112 hvis det er akut. 

I det hele taget, ring og snak. Ræk ud efter hinanden, så vi kan mærke at vi ikke er alene.

Nænsomhelt: HCA

H.C. Andersen, af alle. Det var et tilfældigt møde med en russisk kvinde, der gav mig et nyt blik på eventyrforfatteren. Hun fortalte om hvor stor han er i Rusland, og ifølge hende, er det gennem hans eventyr at vi lærer moral. Efter at overraskelsen lagde sig, ser jeg måske lidt af hendes pointe. Moralerne handler om at man kan vinde prinsessen og det halve kongerige ved at være snild og sjov. Eventyrene priser poesien, naturen, skønheden, kærligheden og nænsomheden. Andersen så børnene, blomsterne og det store i det små.

Mere nænsomhed årgang 1845

Sådan som jeg husker det, siger Andersen aldrig at vold er vejen frem. Det er forunderligt nok, for i hans tid måtte forældre og lærere gerne slå børn, ægtemænd måtte slå deres hustruer og forbrydere blev piskede eller halshuggede offentligt. Sådan en henrettelse så Andersen som stor dreng, da hans lærer mente at det ville de unge lære noget af. Mon ikke. Halshugningen af tre mordere gav ham mareridt resten af livet. Vold i den helt store skala, krig, var der også meget af, både i Danmark og Europa. Hans far var soldat, alligevel gjorde Andersen diskret nar med militærets bling: gedebukkebens-overogundergeneral­krigskommander­sergenten – i en tid hvor sådan noget som hver sjette indbygger i København var tilknyttet hær eller flåde…

Han foretrak blid fremfor blod og levede sig ind i både hvordan grantræer og gadelygter monstro havde det. Hans største helte er i øvrigt små piger, den ene en tragisk skæbne, der døde af forfrysninger på gaden juleaften, den anden var en tomme høj. Se, det er ægte nænsomhed.

MERE NÆNSOMHED MED HANLONS RAGEKNIV

“Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity.”

Forklar aldrig noget med ondskab hvis det kan forklares med dårskab.

Det bonmot er kommet til at hedde Hanlons ragekniv, i stil med det filosofiske koncept Occams ragekniv (at den simpleste forklaring som regel er den sande). Uanset om det vitterligt var en Hanlon der kom først, bør den ragekniv deles gratis ud til alle: Langt de fleste fejl bunder i uvidenhed snarere end ubarmhjertighed.

Jesus sagde det, mens han var ved at blive korsfæstet: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« (Lukas 23, 34). Det er god, nænsom stil at være overbærende mens man er ved at blive henrettet af klodsede, dumme mennesker, men lidt overbærenhed i hverdagen kan også gøre det….

To indbyggede bias gør det desværre meget nemt for os at antage, at alle fejl og fornærmende ord og handlinger skyldes bevidste ønsker om at skade os.

Bias: Spotlighteffekten. Man tror at alle andre lægger lige så meget mærke til én, som man selv gør – men alle andre har også et indbildt spotlys på dem selv og et overdrevent syn på hvor betydningsfulde de er. Slap af. Om hundrede år er alting glemt.

Bias. Tilskrivelse på forkert grundlag. JEG har bare en dårlig dag og laver fejl pga søvnmangel, men alle ANDRES fejl er fordi de er onde. – Eller bare dumme, dårlige til at formulere sig, trætte eller mangler viden. Det er værd at være venlig og overbærende overfor andre, ligesom man selv har lov at håbe på at blive mødt med sympati og syndsforladelse over for éns svipsere og smuttere.

NÆNSOMHEDSHELTINDE

Min mor. Hun skal have evig tak for at have gennemelsket mig og passet og plejet mig gennem min barndom, men grunden til at jeg nævner hende som et sandt forbillede for kærlighed, overbærenhed og nænsomhed, er hendes sidste tid. 

Hun blev syg og alkoholdement som nogle-og-tresårig og kom på plejehjem. Hvor hun vitterligt blomstrede op. Hun grinede og sang med på sine yndlingssange, ja hun flirtede endda så kraftigt med én af de mandlige beboere at hun hoppede op i hans seng – uden at han kunne huske om han havde sagt ja, nej eller hvem han selv var….

Det var nok tilfældigt at min mor sad fast et godt sted i Lala-land, men jeg bilder mig ind at det også bunder i at hun var et gennemført kærligt menneske. At hendes kærlige og nænsomme tilgang var så dybt rodfæstet, at den ikke forsvandt, selvom alt andet gjorde. Hun var tryg og medgørlig overfor alt personalet og hun bebrejdede mig aldrig at jeg ikke kom oftere på besøg, men gav mig tværtimod skyldsforladelse og velsignelser. Velsignelserne i form af kys på panden gav hun også min nære veninde – min mor kunne ikke meget, men sprede kærlighed, dét kunne hun. Nænsom til det sidste, således som man kun kan håbe man selv ender.

Første, eneste og sidste selfie med min mor.


Kærlighedssprogenes nænsomhed

En af skattene fra poppsykologien er konceptet kærlighedssprog og at finde ud af hvilket kærlighedssprog man taler. Der fem af dem: Anerkendende ord, tid, gaver, tjenester, berøring. De fleste af os udtrykker størstedelen af vores kærlighed og hengivenhed på ét af disse sprog, og vi opfatter let og umiddelbart kærlighed og hengivenhed på det samme sprog. Det kan give anledning til de frygteligste misforståelser, når man ikke ser at den anden elsker lige så meget, men på et andet kærlighedssprog. 

Man kan fx udtrykke sin kærlighed ved at give gaver. Så kan det være utroligt sårende at éns partner ikke giver nok gaver. Tilgengæld kan partneren kramme, ae og massere én på livet løs – hvilket kan føles som irriterende forstyrrelser af éns fred og intimsfære. Med andre ord en dårlig spiral, der kan måske vendes ved at indse at begge elsker på hver deres kærlighedssprog.

Det kan identificeres ved at tænke over hvilket kærlighedssprog man selv har, og om det er et andet end sin partners.

AT HOLDE I HÅND

Som historiker er jeg ofte stødt på beskrivelser af hvilket stærkt indtryk det gjorde på en forelsket mand, at hans hjertes udkårne gav ham sin hånd eller at hun trykkede hans hånd kort på gaden eller til et bal.

Det har jeg set som et udslag af en sexhungrende, hududsultet og latterlig længsel fra tider hvor the real deal, altså sex, var så besværligt at det i praksis var forbudt og uopnåeligt, og at man så måtte nøjes med en ynkelig erstatning: At holde hinandens hænder.

Det synes jeg ikke længere. Nu har jeg prøvet at holde i hånd med nogle, hvor det var så stærkt, så intimt og samhørigt at ord ikke rækker.

Billede I. Sexklub. En kvinde ligger og bliver knaldet, hendes hånd griber ud, jeg tager den og på den måde blev jeg delagtig i hendes nydelse på en dyb og enestående måde.

  Billede II. Jeg ligger på sofaen ved siden af min gamle, syge mor på plejehjemmet og holder i hånd i måske en time. Vi siger ingenting. Holder bare i hånd. Jeg husker den stille glæde og kærlighed der var i situationen, og at jeg mentalt så billeder af arkæologiske udgravninger af grave hvor to skeletter holder i hånd. Det var så smukt, at jeg vitterligt var død lykkelig, hvis katastrofen havde ramt os der.

Billede III. I den fine blå nordiske skumring ligger jeg ved siden af én, som jeg lige har truffet. Det er ganske nyt og spædt og spændende alt sammen, men der skete noget der da vi lå og holdt i hånd. Dér blev der knyttet bånd, som nok så mange gode knald aldrig ville binde lige så stærkt

Billede IV. Min veninde fortæller om at hun har holdt i hånd med en flirt og at det var meget fint. Det var faktisk så fint, at jeg begyndte at græde over at hun fik lov at få sådan en enestående sart oplevelse af samhørighed og nænsomhed.

Mere nænsomhed redder liv

Mere nænsomhed er ikke bare livsforbedrende, mere nænsomhed redder liv – og vær især flink ved din læge.

De fleste mennesker der oplever uhøflighed (eller bare tænker på episode, hvor en person var grov) bliver påvirkede af det hele dagen (og i op til fem dage efter! Uhøflighedstømmermænd!). De rystede kommer til at opfatte næsten al efterfølgende kommunikation som værende grovere og mere anstødeligt end det egentligt er, og deres egen kommunikation bliver tilsvarende mere hård og fornærmer tredjepart- det vil sige at uhøflighed smitter og spreder sig med stor hast.

Det er slemt nok at uhøflighedvirussen inficerer sind og gør os mere pirrelige, men uhøflighed kan nedbryde arbejdshukommelsen. Evnen til at huske hvad man skulle lave i hvilken rækkefølge og med hvad og hvem bliver markant ringere. Det kan endda gå ud over synsevnen – personen, der er rystet over råhed kan simpelthen overse genstande midt i synsfeltet (ikke sjovt hvis vi taler om kirurger).

Læger der oplever en episode med råhed om morgenen bliver dårligere til at diagnosticere hele dagen. Faktisk tyder det på at uhøflighed kan forklare op mod 40 % af al lægesjusk (og lægelige fejl står for i retning af 10 % af alle sygehusvæsenets omkostninger).  

Mere nænsomhed gør alle liv lettere  – og måske endda ligefrem længere.

(Sammenfatning af Danny Wallace: I can’t believe you just said that! p. 124-132, Ebury Press/Penguin 2017, som kan lånes på biblioteket – mere nænsomt for dine tegnebog).

Forsvar for at strø om sig med kærlighedserklæringer som konfetti

I amerikanske film hører man ofte “I love you” som en del af afskedshilsnerne, om det er i telefon eller en mor der sender sit barn i skole. Det har mange danskere set som endnu et bevis på amerikanernes overfladiskhed og en udvanding af alt hvad der er sandt og vigtigt her i livet. Måske, men efterhånden har jeg taget skikken til mig og siger, for danske standarder, umanerlig tit “jeg elsker dig”. 

Kærlighed er, for mig at se, én af de få ting man ikke kan overdosere. Personligt har jeg aldrig tænkt “puha, der fik jeg godt nok for meget kærlighed”, og forestiller mig at andre har det nogenlunde lige sådan. Det er dejligt at vide at man er elsket, og det er godt at give andre den viden. Det er godt i sig selv, punktum. 

Men det er også en gave til de efterladte når døden rammer. (Måske er det derfor amerikanerne siger det så tit? I 2017 døde 39.773 amerikanere af skud (25 danskere blev skuddræbte i det år), mere end 45.000 begik selvmord og næsten 170.000 ved ulykker). Det var med til at lette min bekendtes sorg at genlæse sin brors kærlige mails og sms’er, efter han døde pludseligt. Historien var både trist og god, og var med til at fjerne de sidste rester af undseelse og tilbageholdenhed overfor at afgive kærlighedserklæringer og sige søde ting når jeg end husker det, uanset om det er klodset, kikset og endda akavet – det er ikke gode grunde til at holde tæt om kærlighed, der er født til flyde frit.