Nænsomhelt: HCA

H.C. Andersen, af alle. Det var et tilfældigt møde med en russisk kvinde, der gav mig et nyt blik på eventyrforfatteren. Hun fortalte om hvor stor han er i Rusland, og ifølge hende, er det gennem hans eventyr at vi lærer moral. Efter at overraskelsen lagde sig, ser jeg måske lidt af hendes pointe. Moralerne handler om at man kan vinde prinsessen og det halve kongerige ved at være snild og sjov. Eventyrene priser poesien, naturen, skønheden, kærligheden og nænsomheden. Andersen så børnene, blomsterne og det store i det små.

Mere nænsomhed årgang 1845

Sådan som jeg husker det, siger Andersen aldrig at vold er vejen frem. Det er forunderligt nok, for i hans tid måtte forældre og lærere gerne slå børn, ægtemænd måtte slå deres hustruer og forbrydere blev piskede eller halshuggede offentligt. Sådan en henrettelse så Andersen som stor dreng, da hans lærer mente at det ville de unge lære noget af. Mon ikke. Halshugningen af tre mordere gav ham mareridt resten af livet. Vold i den helt store skala, krig, var der også meget af, både i Danmark og Europa. Hans far var soldat, alligevel gjorde Andersen diskret nar med militærets bling: gedebukkebens-overogundergeneral­krigskommander­sergenten – i en tid hvor sådan noget som hver sjette indbygger i København var tilknyttet hær eller flåde…

Han foretrak blid fremfor blod og levede sig ind i både hvordan grantræer og gadelygter monstro havde det. Hans største helte er i øvrigt små piger, den ene en tragisk skæbne, der døde af forfrysninger på gaden juleaften, den anden var en tomme høj. Se, det er ægte nænsomhed.

MERE NÆNSOMHED MED HANLONS RAGEKNIV

“Never attribute to malice that which is adequately explained by stupidity.”

Forklar aldrig noget med ondskab hvis det kan forklares med dårskab.

Det bonmot er kommet til at hedde Hanlons ragekniv, i stil med det filosofiske koncept Occams ragekniv (at den simpleste forklaring som regel er den sande). Uanset om det vitterligt var en Hanlon der kom først, bør den ragekniv deles gratis ud til alle: Langt de fleste fejl bunder i uvidenhed snarere end ubarmhjertighed.

Jesus sagde det, mens han var ved at blive korsfæstet: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.« (Lukas 23, 34). Det er god, nænsom stil at være overbærende mens man er ved at blive henrettet af klodsede, dumme mennesker, men lidt overbærenhed i hverdagen kan også gøre det….

To indbyggede bias gør det desværre meget nemt for os at antage, at alle fejl og fornærmende ord og handlinger skyldes bevidste ønsker om at skade os.

Bias: Spotlighteffekten. Man tror at alle andre lægger lige så meget mærke til én, som man selv gør – men alle andre har også et indbildt spotlys på dem selv og et overdrevent syn på hvor betydningsfulde de er. Slap af. Om hundrede år er alting glemt.

Bias. Tilskrivelse på forkert grundlag. JEG har bare en dårlig dag og laver fejl pga søvnmangel, men alle ANDRES fejl er fordi de er onde. – Eller bare dumme, dårlige til at formulere sig, trætte eller mangler viden. Det er værd at være venlig og overbærende overfor andre, ligesom man selv har lov at håbe på at blive mødt med sympati og syndsforladelse over for éns svipsere og smuttere.

NÆNSOMHEDSHELTINDE

Min mor. Hun skal have evig tak for at have gennemelsket mig og passet og plejet mig gennem min barndom, men grunden til at jeg nævner hende som et sandt forbillede for kærlighed, overbærenhed og nænsomhed, er hendes sidste tid. 

Hun blev syg og alkoholdement som nogle-og-tresårig og kom på plejehjem. Hvor hun vitterligt blomstrede op. Hun grinede og sang med på sine yndlingssange, ja hun flirtede endda så kraftigt med én af de mandlige beboere at hun hoppede op i hans seng – uden at han kunne huske om han havde sagt ja, nej eller hvem han selv var….

Det var nok tilfældigt at min mor sad fast et godt sted i Lala-land, men jeg bilder mig ind at det også bunder i at hun var et gennemført kærligt menneske. At hendes kærlige og nænsomme tilgang var så dybt rodfæstet, at den ikke forsvandt, selvom alt andet gjorde. Hun var tryg og medgørlig overfor alt personalet og hun bebrejdede mig aldrig at jeg ikke kom oftere på besøg, men gav mig tværtimod skyldsforladelse og velsignelser. Velsignelserne i form af kys på panden gav hun også min nære veninde – min mor kunne ikke meget, men sprede kærlighed, dét kunne hun. Nænsom til det sidste, således som man kun kan håbe man selv ender.

Første, eneste og sidste selfie med min mor.


Kærlighedssprogenes nænsomhed

En af skattene fra poppsykologien er konceptet kærlighedssprog og at finde ud af hvilket kærlighedssprog man taler. Der fem af dem: Anerkendende ord, tid, gaver, tjenester, berøring. De fleste af os udtrykker størstedelen af vores kærlighed og hengivenhed på ét af disse sprog, og vi opfatter let og umiddelbart kærlighed og hengivenhed på det samme sprog. Det kan give anledning til de frygteligste misforståelser, når man ikke ser at den anden elsker lige så meget, men på et andet kærlighedssprog. 

Man kan fx udtrykke sin kærlighed ved at give gaver. Så kan det være utroligt sårende at éns partner ikke giver nok gaver. Tilgengæld kan partneren kramme, ae og massere én på livet løs – hvilket kan føles som irriterende forstyrrelser af éns fred og intimsfære. Med andre ord en dårlig spiral, der kan måske vendes ved at indse at begge elsker på hver deres kærlighedssprog.

Det kan identificeres ved at tænke over hvilket kærlighedssprog man selv har, og om det er et andet end sin partners.

AT HOLDE I HÅND

Som historiker er jeg ofte stødt på beskrivelser af hvilket stærkt indtryk det gjorde på en forelsket mand, at hans hjertes udkårne gav ham sin hånd eller at hun trykkede hans hånd kort på gaden eller til et bal.

Det har jeg set som et udslag af en sexhungrende, hududsultet og latterlig længsel fra tider hvor the real deal, altså sex, var så besværligt at det i praksis var forbudt og uopnåeligt, og at man så måtte nøjes med en ynkelig erstatning: At holde hinandens hænder.

Det synes jeg ikke længere. Nu har jeg prøvet at holde i hånd med nogle, hvor det var så stærkt, så intimt og samhørigt at ord ikke rækker.

Billede I. Sexklub. En kvinde ligger og bliver knaldet, hendes hånd griber ud, jeg tager den og på den måde blev jeg delagtig i hendes nydelse på en dyb og enestående måde.

  Billede II. Jeg ligger på sofaen ved siden af min gamle, syge mor på plejehjemmet og holder i hånd i måske en time. Vi siger ingenting. Holder bare i hånd. Jeg husker den stille glæde og kærlighed der var i situationen, og at jeg mentalt så billeder af arkæologiske udgravninger af grave hvor to skeletter holder i hånd. Det var så smukt, at jeg vitterligt var død lykkelig, hvis katastrofen havde ramt os der.

Billede III. I den fine blå nordiske skumring ligger jeg ved siden af én, som jeg lige har truffet. Det er ganske nyt og spædt og spændende alt sammen, men der skete noget der da vi lå og holdt i hånd. Dér blev der knyttet bånd, som nok så mange gode knald aldrig ville binde lige så stærkt

Billede IV. Min veninde fortæller om at hun har holdt i hånd med en flirt og at det var meget fint. Det var faktisk så fint, at jeg begyndte at græde over at hun fik lov at få sådan en enestående sart oplevelse af samhørighed og nænsomhed.

Mere nænsomhed redder liv

Mere nænsomhed er ikke bare livsforbedrende, mere nænsomhed redder liv – og vær især flink ved din læge.

De fleste mennesker der oplever uhøflighed (eller bare tænker på episode, hvor en person var grov) bliver påvirkede af det hele dagen (og i op til fem dage efter! Uhøflighedstømmermænd!). De rystede kommer til at opfatte næsten al efterfølgende kommunikation som værende grovere og mere anstødeligt end det egentligt er, og deres egen kommunikation bliver tilsvarende mere hård og fornærmer tredjepart- det vil sige at uhøflighed smitter og spreder sig med stor hast.

Det er slemt nok at uhøflighedvirussen inficerer sind og gør os mere pirrelige, men uhøflighed kan nedbryde arbejdshukommelsen. Evnen til at huske hvad man skulle lave i hvilken rækkefølge og med hvad og hvem bliver markant ringere. Det kan endda gå ud over synsevnen – personen, der er rystet over råhed kan simpelthen overse genstande midt i synsfeltet (ikke sjovt hvis vi taler om kirurger).

Læger der oplever en episode med råhed om morgenen bliver dårligere til at diagnosticere hele dagen. Faktisk tyder det på at uhøflighed kan forklare op mod 40 % af al lægesjusk (og lægelige fejl står for i retning af 10 % af alle sygehusvæsenets omkostninger).  

Mere nænsomhed gør alle liv lettere  – og måske endda ligefrem længere.

(Sammenfatning af Danny Wallace: I can’t believe you just said that! p. 124-132, Ebury Press/Penguin 2017, som kan lånes på biblioteket – mere nænsomt for dine tegnebog).

Forsvar for at strø om sig med kærlighedserklæringer som konfetti

I amerikanske film hører man ofte “I love you” som en del af afskedshilsnerne, om det er i telefon eller en mor der sender sit barn i skole. Det har mange danskere set som endnu et bevis på amerikanernes overfladiskhed og en udvanding af alt hvad der er sandt og vigtigt her i livet. Måske, men efterhånden har jeg taget skikken til mig og siger, for danske standarder, umanerlig tit “jeg elsker dig”. 

Kærlighed er, for mig at se, én af de få ting man ikke kan overdosere. Personligt har jeg aldrig tænkt “puha, der fik jeg godt nok for meget kærlighed”, og forestiller mig at andre har det nogenlunde lige sådan. Det er dejligt at vide at man er elsket, og det er godt at give andre den viden. Det er godt i sig selv, punktum. 

Men det er også en gave til de efterladte når døden rammer. (Måske er det derfor amerikanerne siger det så tit? I 2017 døde 39.773 amerikanere af skud (25 danskere blev skuddræbte i det år), mere end 45.000 begik selvmord og næsten 170.000 ved ulykker). Det var med til at lette min bekendtes sorg at genlæse sin brors kærlige mails og sms’er, efter han døde pludseligt. Historien var både trist og god, og var med til at fjerne de sidste rester af undseelse og tilbageholdenhed overfor at afgive kærlighedserklæringer og sige søde ting når jeg end husker det, uanset om det er klodset, kikset og endda akavet – det er ikke gode grunde til at holde tæt om kærlighed, der er født til flyde frit.

Kærlighed med Knyst

Kærlighed med Knyst eller Mere Nænsomhed mod dig selv og Naturen

Her er Anja Gaard Olsens tre gode dogmebilleder af mine skæve tænder, min appelsinhud og min største knyst.

Helt uden filter, sminke og retouchering. Ingen operationer, ingen bøjle, ingen botox, ingen Photoshop, ingen filler, ingen fitness, ingen celluitecremer. Det er bare en helt almindelig krop, der nyder og virker og elsker. For det er mit budskab. Jeg elsker og bliver elsket, for disse “fejl”* er noget så ligegyldige i det store perspektiv. 

Jeg griner og tygger med mine tænder, der er kastet ind med en knækket kulskovl. Kødet under min appelsinhud er helt rart at røre ved og jeg sidder ofte på min røv og er god til det. Mine knyster gør ondt i ny og næ og har sparet mig mange penge i unødvendige skokøb – men mine fødder virker fint og jeg lever nærmest af at gå. 

Det var tre ‘skønhedsfejl’, jeg kunne selvfølgelig have foretaget et andet udvalg – omend mine skæl er med som små fine hvide prikker, hvis man ser godt efter…. 

Min krop er min, ikke skønhedsindustriens, ikke pornoindustriens, ikke fitnessindustriens. Min krop virker (endnu!). Min krop bærer mig og min historie. Mine rynker fortæller om mine sorger og mine glæder. Mine ar beretter om dramatiske episoder i mit liv. Måske er min krop blot et fartøj for mit sind, så hele min person ikke identificeres med en tilfældig knyst.

Nu er jeg fyldt fyrre og kan dermed fortælle ungdommen (uanset alder) at den er ok og det nok skal gå. I disse ekstremt syns- og egofikserede tider er det vigtigt at blive mindet om at man ikke bare er et ydre, at livet leves indefra og ud, at vi har fem sanser og at kærligheden ER det største i livet. Og kærligheden rummer og favner hud og hår, knyster, rynker og vorter. Elsk (dig selv) med mere nænsomhed, tilgivelse, loyalitet og overbærenhed.

* Vores “fejl” er i øvrigt ofte lige præcis, dét der gør at vores udkårne overhovedet lægger mærke til os til at starte med, og ufuldkommenhederne er med til at gøre os dejlige, elskelige, enestående, menneskelige og genkendelige i en verden med mere end 7½ milliarder mennesker. 


Fem sanser og hele paletten

Indlægget her er en genudsendelse fra min anden blog prosexfeminisme.dk – det kan sagtens tåle at blive luftet igen, især til temaet om komplimenter. Det er skrevet med kvinder in mente, men alle andre kan også lade sig inspirere til at huske at vi alle er i 3D og all round surround sound med dufte og alt muligt andet oveni.

Hendrik von Balen: Allegori over de fem sanser, 1620’erne. Karlsruhe Kunstgalleri

Kære kvinde, hvis du er lidt træt af det du ser i spejlet, har du måske glemt at du og din (kommende) elsker har flere sanser end synet. Tillad mig at minde om at vi alle virkelig er meget mere og andet end vores udseende.

En designer fandt på en fem-sanse-teori, der blandt andet tager udgangspunkt i at sex er så godt fordi det får alle vores sanser i spil: Vores elsker(inde) synes, lugter, lyder og smager godt.  Og føles god og dejlig! Det gør du også.

Hvis ikke du selv har høje tanker om dit ydre, kan du få bind for øjnene og lade din elsker nyde synet af dig. Du er meget smuk når du nyder.

Du kan også spille på dine andre fortrin: Duft af dig og intet andet, lugt af lækre duftolier i håret eller dyr parfume.

En rar stemme kan både forføre og fornøje – her har modne kvinder ofte en fordel med mere afrundede stemmer. Men skærebrænderstemme eller ej, få lyde slår liflige kvindesuk og støn i sengen…

Milo Manaras figur Honey fik sit navn fordi hendes safter smager af honning. Du smager også godt.

Du føles stensikkert også fantastisk, især der hvor du er rundest! Men uanset om du er skønt polstret eller ej, er der intet så vidunderligt som hud: Kærlig og ønsket berøring gennem kærtegn, krammere eller knald er saliggørende, sundt og bare helt igennem rart, både for den der rører og for den der røres.

Endelig må jeg huske dig på at du er dejlig fordi du er DIG. Du er ypperlig fordi du netop er lige præcis som du er, med nøjagtig den blanding af indre og ydre træk og oplevelser og følelser og tanker som DU har. Så kære kvinde, nyd dig selv som du er og invitér gerne os andre med ind.

At modtage komplimenter

Mange, især kvinder, har vanskeligt ved at modtage komplimenter. Det er en skam. Blandt andet fordi man hænger fast i et dårligt selvbillede, når man ikke tør at lukke op for korrektioner af det. 

Personligt har jeg en mental amagerhylde, hvorpå jeg stiller de komplimenter jeg får: En gammel, mørkebrun amagerhylde med udskæringer og hele pivtøjet. Den hænger inde i mit hovede, og i den sætter jeg komplimenterne op – i form af pokaler. (Jeg har nemlig vundet noget den dag: En kompliment). Andre vil måske anvende andre billeder som at sætte den ind i en scrapbog eller plante den i den indre have, men det har virket glimrende for mig med nipsereolen. (Træerne vokser ikke ind i himlen: At nedskrive komplimenterne er for næsten meget, men selvfølgelig det mest virksomme middel).

Udover at det næsten har fjernet usikkerheden fra teenageårene (hvis forholdsvis mange synes jeg er smuk, så er jeg-er-grim nedstemt eller i hvert fald en minoritet), har det også hjulpet mig i tunge tider. En sommerdag, hvor solens stråler ikke nåede ind i mit sind, sagde en helt igennem vidunderlig kvinde til mig at jeg havde en smuk kjole på. Jeg nåede at sige tak mens jeg fik tårer i øjnene af taknemmelighed. Hendes 3-4 ord gjorde at jeg følte at jeg, trods alt, var på rette kurs og det var umådeligt meget værd.