H.C. Andersen, af alle. Det var et tilfældigt møde med en russisk kvinde, der gav mig et nyt blik på eventyrforfatteren. Hun fortalte om hvor stor han er i Rusland, og ifølge hende, er det gennem hans eventyr at vi lærer moral. Efter at overraskelsen lagde sig, ser jeg måske lidt af hendes pointe. Moralerne handler om at man kan vinde prinsessen og det halve kongerige ved at være snild og sjov. Eventyrene priser poesien, naturen, skønheden, kærligheden og nænsomheden. Andersen så børnene, blomsterne og det store i det små.
Sådan som jeg husker det, siger Andersen aldrig at vold er vejen frem. Det er forunderligt nok, for i hans tid måtte forældre og lærere gerne slå børn, ægtemænd måtte slå deres hustruer og forbrydere blev piskede eller halshuggede offentligt. Sådan en henrettelse så Andersen som stor dreng, da hans lærer mente at det ville de unge lære noget af. Mon ikke. Halshugningen af tre mordere gav ham mareridt resten af livet. Vold i den helt store skala, krig, var der også meget af, både i Danmark og Europa. Hans far var soldat, alligevel gjorde Andersen diskret nar med militærets bling: gedebukkebens-overogundergeneralkrigskommandersergenten – i en tid hvor sådan noget som hver sjette indbygger i København var tilknyttet hær eller flåde…
Han foretrak blid fremfor blod og levede sig ind i både hvordan grantræer og gadelygter monstro havde det. Hans største helte er i øvrigt små piger, den ene en tragisk skæbne, der døde af forfrysninger på gaden juleaften, den anden var en tomme høj. Se, det er ægte nænsomhed.