Som historiker er jeg ofte stødt på beskrivelser af hvilket stærkt indtryk det gjorde på en forelsket mand, at hans hjertes udkårne gav ham sin hånd eller at hun trykkede hans hånd kort på gaden eller til et bal.
Det har jeg set som et udslag af en sexhungrende, hududsultet og latterlig længsel fra tider hvor the real deal, altså sex, var så besværligt at det i praksis var forbudt og uopnåeligt, og at man så måtte nøjes med en ynkelig erstatning: At holde hinandens hænder.
Det synes jeg ikke længere. Nu har jeg prøvet at holde i hånd med nogle, hvor det var så stærkt, så intimt og samhørigt at ord ikke rækker.
Billede I. Sexklub. En kvinde ligger og bliver knaldet, hendes hånd griber ud, jeg tager den og på den måde blev jeg delagtig i hendes nydelse på en dyb og enestående måde.
Billede II. Jeg ligger på sofaen ved siden af min gamle, syge mor på plejehjemmet og holder i hånd i måske en time. Vi siger ingenting. Holder bare i hånd. Jeg husker den stille glæde og kærlighed der var i situationen, og at jeg mentalt så billeder af arkæologiske udgravninger af grave hvor to skeletter holder i hånd. Det var så smukt, at jeg vitterligt var død lykkelig, hvis katastrofen havde ramt os der.
Billede III. I den fine blå nordiske skumring ligger jeg ved siden af én, som jeg lige har truffet. Det er ganske nyt og spædt og spændende alt sammen, men der skete noget der da vi lå og holdt i hånd. Dér blev der knyttet bånd, som nok så mange gode knald aldrig ville binde lige så stærkt.
Billede IV. Min veninde fortæller om at hun har holdt i hånd med en flirt og at det var meget fint. Det var faktisk så fint, at jeg begyndte at græde over at hun fik lov at få sådan en enestående sart oplevelse af samhørighed og nænsomhed.